.jpg)
.jpg)
Nytårsmorgen 2009 blev den 22-årige Oscar Grant skudt af politiet, da han sammen med sin kæreste og en flok venner var med Bart (lokaltoget Bay Area Rapid Transit) på vej hjem fra San Francisco til sit hjem syd for Oakland, på den anden side af bugten.
Grant var sort, arbejdsløs og tidligere straffet, og han havde været i klammeri med nogle andre (hvide) i togkupeen, og derfor holdt politiet toget tilbage på Fruitvale Station.
Men kun Grant og hans sorte venner blev tilbageholdt på stationen, viste øjenvidnernes mobiltelefonoptagelser, og han lå på jorden i håndjern, da betjenten skød ham i ryggen.
Sagen udløste social uro og voldsomme protestdemonstrationer fra alle dem, der så Grant som uskyldigt offer for racistisk politibrutalitet.
Men var han ’bare’ offer for et ulykkestilfælde? Betjenten forklarede i retten, at han i forvirringen troede, det var strømpistolen, han holdt i hånden og ikke det skarpladte skydevåben.
De hvide modstandere i togkupeens håndgemæng var blandt andre en af Grants tidligere medfanger; så havde den døde måske selv været lidt ude om det, med sin livsførelse på kanten af loven?
Nytårsfortsættet
Den 27-årige sorte Ryan Cooglers debutfilm, dobbelt prisbelønnet både på Cannes- og Sundancefestivalerne og tæt baseret på virkeligheden, giver ikke direkte svar på spørgsmålet.
Men at Grants død under alle omstændigheder var unødvendig, tragisk og meningsløs, viser filmen med al tydelighed. Faktisk overtydelighed.
Overtydeligt, fordi filmen i hele sin opbygning udelukkende følger Oscar Grants synsvinkel på denne sidste dag i hans liv.
Prisvindende indiefilm er mere skæv end charmerendeHan elsker sin 5-6-årige datter og kæresten Sophina, som dog nærer en vis sund skepsis efter hans fængselsophold, hans nylige utroskab og kroniske vanskeligheder ved at bevare fast arbejde.
Men han har nytårsforsætter: En pose hamp, han ville have solgt, smider han væk, og han køber ind til sin elskede mors fødselsdag samme nytårsaften. Han hjælper oven i købet en vildfremmed dame med en fiskeopskrift, og han tager sig af en herreløs hund, der bliver kørt ned af en flugtbilist ved en benzintank.
Sympatien slår kontra
Især episoden med hundens død – et varsel om hans egen, ved vi jo fra de autentiske amatørvideobilleder fra Fruitvale, der indledte filmen – bliver for meget.
Strømmen af ’gode gerninger’ vil gøre ham til en spejderdreng, som vi godt kan regne ud, at han ikke var.
Vedkommende dokumentar viser advokaters håbløse kamp for USA's fattigeOg så slår sympatien kontra: Man kommer til at tvivle på resten af fremstillingen. Og spekulere på, hvorfor han var i fængsel, og hvad der mon udløste den tidligere hvide medfanges had i togkupeen senere på natten.
Selv om modstanderne er racister, kan han jo godt have været en slubbert ...
Troværdighedsproblemer
Cooglers indlysende talent for autentisk dialog og stemning forstærkes både af rundhåndet brug af håndholdt kamera og af stærkt skuespil, både af Michael B. Jordan i den altdominerende hovedrolle, af Melonie Diaz som kæresten og ikke mindst af Octavia Spencer som hans hårdtprøvede mor.
Birollerne har nærmest bare krævet fremmøde, og de to hovedansvarlige hvide betjente får vi – desværre! – ikke anden karakteristik af end deres brutalitet og rådvildhed.
Den samlede virkning er en meget stærk, talentfuld debutfilm om meningsløs død – som sætter alle dokudramaets gamle troværdighedsproblemer på spidsen.
fortsæt med at læse
