To gode nyheder: Svenske Lukas Moodysson er, efter bl.a. et par romaner og den ikke helt succesrige storfilm ’Mammut’, tilbage med det, han allerede i 1998-debuten ’Fucking Åmål’ gjorde bedre end de fleste: skildringen af de tidlige teenageårs særlige blanding af oprør og afmagt, snotforvirret dødsforagt og kulsort selvforagt.
Og dermed er en underforsynet subgenre – film om, med og for selvtænkende piger i den alder – nu forøget med en charmerende, morsom og bevægende, langtidsholdbar lille klassiker.
Slyngveninder i oprør
’De bedste!’ i den ubeskedne titel er et punkband anno 1982 bestående af tre temmelig uimodståelige og uudholdelige teenagetøser: Rapkæftede Klara med hanekammen og troldeklippede Bobo med sygekassebrillerne er slyngveninder og i diffust oprør mod al disciplinering.
Langhårede, alvorlige Hedvig, 7.-klassens enspænder, har to store handikap i forhold til oprørsk punkmusik: Hun er troende kristen, og hun kan faktisk spille et instrument, klassisk guitar.
kritik 'Mammut' er en massiv storfilmNå, det sidste kan være en fordel, indser de to andre, og snart har hun lært at bande, og der er kommet en slags melodi og akkorder på deres støjende slagsang ’Hader sport!’ – den er tilegnet deres ’voxenfascistiske’ gymnastiklærer.
Tester om isen holder
Bobo, spillet af Mira Barkhammar, kommer vi lidt tættere på end de to øvrige, for hun er fortællerens alter ego også i filmens forlæg, tegneserien ’Aldrig godnatt’ af instruktørens kone, Coco (!) Moodysson.
Hun udgør sammen med Mira Grosin (Klara) og Liv LeMoyne (Hedvig) den altdominerende trio af fnisende og hvæsende og selvhøjtidelige, frække og frygtsomme hjortekid, der prøver, om isen kan holde uden for skolens og hjemmets vægge.
Når bandet overhovedet opstår, sker det i trods mod fritidsklubbens regler: Her øver lidt ældre drenge i et rockband, men de har glemt at reservere øvelokalet på den dertil indrettede liste, så dén plads blokerer tøserne. Uden nogensinde at have holdt på et instrument, bare for at være på tværs.
Samspillet er bare limen
Skærmydslerne med det andet band og pædagogerne blandes op med lidt indbyrdes jalousi i anledning af en dreng fra et andet punkband.
For selv om f.eks. de tre støjrock-tøser i det skrupnuværende Baby in Vain, årets fund på vores hjemlige rockscene, sikkert genkender lange passager af deres egen gruppes start, er signalementet af aldersgruppen her i filmen vigtigere end det af musikken.
Svensk socialkradser beskriver sex, vold, druk og keeedsomhedSamspillet er bare limen, der gør både gruppen og hver enkelt usårlige for en tid.
Den første druktur
Mange vil sikkert også genopleve en galdebitter smag af deres egen første druktur i Bobos oplevelser under en storebrors fest. Eller mundhuggerierne med forældrene, der her nok er noget fyrreårsfjollede, men heldigvis ikke så groft karikerede som ofte i den slags film.
Som Bobos enlige mor er Anna Rydgren både pligtopfyldende og flyvsk i forsøgene på selv at finde noget kærlighed, og kun iført klarinet og underhylere præsterer David Dencik endnu en lille perle som far til Klara.
Hviler på indlevelsen
Men både forældrene, pædagogerne og sværmeriet med det andet punkband – helt ude fra Solna, kan det blive mere forstad!? – glider alligevel langt ud i synsranden, så snart de tre tøser er sammen.
Især en lidt tilfældig slutning – hvorfor egentlig lige der? – udstiller, at fortællingen dårligt nok har et plot, men i et og alt hviler på indlevelsen i de tre tøser og deres alder.
Filminstruktør går tæt på den vigtigste begivenhed i mænds livNår det alligevel holder, skyldes det, at pigernes spil er 100 pct. lysægte, Moodysson kan bare det knold.
Det gør signalementet tidløst trods filmens sikre periodedatering til den nu 45-årige instruktørs egne teenageår.
fortsæt med at læse
