Synsvinklen er dét, som gør 'Der Untergang' afgørende forskellig fra den uendelige række af film, vi før har set om afslutningen af Anden Verdenskrig, og fra den håndfuld i anledning af 60-året, vi stadig har til gode herhjemme. Overblik over ragnarok er en selvmodsigelse, men her får vi 'underblikket', nemlig de sidste 12 dage i førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin i april 1945, oplevet sammen med en helt ung kvindelig sekretær. Og dermed ganske tæt på det menneske, som myten om den monstrøse Führer er bygget over. Dét har ellers netop været en hovedindvending mod filmen, i forenklet form: Forståelse skaber accept, så Hitler skal ikke 'forstås', han skal forbandes! Filmen viser, at det omvendte er nok så virkningsfuldt: Gennem de glimt af menneskelighed, man oplever i den tidligt ældede mand på vej ud i mørket, og hos den forblændede skare af tilhængere, troende og tvivlende, bliver det ikke blot en rystende god fortælling, men desto mere dybtvirkende anskuelsesundervisning i den menneskeforagt, der følger af totalitarisme, nationalisme og anden ideologisk fundamentalisme, når målet helliger ethvert middel. Des mere virkningsfuldt, fordi den ny synsvinkel også er rent tysk; Hirschbiegels instruktion og Bernd Eichingers manuskript bygger loyalt på historikeren Joachim Fests time for time-bestseller om 'Der Untergang' (dansk udgave: 'Ragnarok') og Melissa Müller og Traudl Junges beretning om sidstnævntes tjeneste som Hitlers sekretær, 'Til den bitre ende'. Med dette pæne, loyale, uvidende menneske træder vi ind i historien i 1942, og med hende forlader vi igen førerbunkeren efter den 56-årige diktator, massemorder og krigsforbryders drab på Eva Braun og sig selv 30. april 1945 med den sovjetiske front få hundrede meter væk. Altså på en måde én lang indlevelse i den 80-årige Traudl Junges skyldbetyngede undren over sin egen ungdommelige naivitet, levendegjort af Alexandra Maria Lara. Men som fortælling samtidig en 'uskyldig' (?) iagttagers oplevelse af en 12 dage lang, grotesk perverteret 'sidste nadver' med 'disciplenes' fordrejede reaktioner: Eva Brauns muntert maniske og Goebbels' fanatiske (loyale?) virkelighedsfortrængning, Speers diskrete dissens, Himmlers realistiske selvbjærgen og hans efterladte adjudants åbne oprør - som en Judas med retten på sin side. Isnende er fru Goebbels, der i Corinna Harfouchs skrækindjagende stålsathed lader sine seks børn synge som en anden Trapp-familie for onkel Hitler - før hun begår 'medlidenhedsmord' på dem alle! En fremtid uden nazismen skal de ikke lide under! Den scene ryster mere end striben af officersselvmord for åbent lærred i soldaterærens navn. Men uudsletteligt står jo frem for alt den forbryderiske, realitetsfortrængende, selvforblændede og -forbandede Führer selv - ikke mindst når han bare trisser rundt som en venlig gammel herre, der er blevet svigtet. Skiftevis brølende monster og melankolsk mumlegøg, i én gigantisk skuespilpræstation af Bruno Ganz, med begyndende Parkinson, østrigsk mundart og hele den begavede (selv)bedragers charme. »En krig som denne har ingen civilister! Tyskerne har selv valgt den!«, lyder hans affejning af at evakuere Berlins befolkning. Fik han den magt til uhyrlighederne, fordi tyskerne var anderledes end alle andre - som efterkrigstidens film oftest har underforstået? Eller fordi de var ligesom os? Fordi han selv var det? Dét kors for tanken er netop mere rystende i sin langtidsvirkning, fordi filmen kombinerer den psykologiske indlevelse med den historietro selvdisciplin: Hver scene er der dokumentarisk belæg for, men næsten ikke på den dramaturgiske effektivitets bekostning, for også som fortælling er filmen i mesterklassen. Storslået tysk selvransagelse og skånselsløs udhængning af al nationalistisk forenkling - inklusive Foghs gratis heltemod og bakspejlsblodtørst på det besatte Danmarks vegne.