Sol, blæst, sand og vand, en kvinde og en mand.
Nogenlunde den slags forventninger vækker en fransk film med titlen ’Sommersøndag’ vel.
For så vidt ikke misvisende, for den udvikler sig til historien om to mennesker på en strand, endda den franske middelhavskyst.
Men der er slanger i paradiset og orm i æblet.
Det begynder nemlig helt anderledes: En fredag bliver Mathias på 10-11 år ikke hentet fra skole af sin karrierefortravlede, dybt selvoptagne far, så lærervikaren Baptiste (Pierre Rochefort) må køre ham ud til moderen, den kønne Sandra (Louise Bourgoin), der er servitrice på en strandbar nær Montpelier.
Hun har mildt sagt også nok i sit eget: En gæld på 50.000 euro, som skrappe folk vil inddrive.
Omstændighederne presser disse tre ensomme mennesker – drengen, hans mor og hans lærer – sammen i et ad hoc-fællesskab og får i løbet af denne weekend Baptiste til at konfrontere sin egen rige familie, som han ellers har vendt ryggen under traumatiske omstændigheder.
Den gradvise afsløring af den fortid kan kompositorisk minde om den 68-årige instruktør og skuespillerindes 2006-film ’Ifølge Charlie’, og der er socialpsykologisk sprængstof i servitricens og den melankolske unge mands møde med den dybt materialistiske familie henholdsvis downstairs og upstairs.
Både kærlighed og familiekoks underspilles bevidst ifølge fransk films velgørende distance til effektsøgende hollywooddramaturgi, men filmens egen kurs er slingrende:
Fra ’et skilsmissebarns roadmovie’ skifter genren til et miks mellem ’den fortabte søns hjemkomst’ og forsigtig love story mellem to mennesker, livet ikke har forkælet.
Om lille Mathias får glæde af deres spirende kærlighed, glemmer filmen at gøre rede for, men vi har da lov at håbe.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
