Stilsikker lejemorder-thriller understreger græsk films trivsel

Ensom. Den ensomme lejemorder Stratos, spillet af Vangelis Mourikis, er en lille fisk i forbrydelsens element i filmen, hvor penge og ulige livsvilkår spiller en stor rolle.
Ensom. Den ensomme lejemorder Stratos, spillet af Vangelis Mourikis, er en lille fisk i forbrydelsens element i filmen, hvor penge og ulige livsvilkår spiller en stor rolle.
Lyt til artiklen

Han myrder folk på bestilling og uden at fortrække en mine. Temmelig mange, før filmen er forbi.

Men der raser et drama i hans indre drevet af et ubestikkeligt æresbegreb: Som ung kom han i fængsel for os ubekendte forbrydelser, og den ældre Leonidas reddede hans liv.

Nu er Leonidas i fængsel, og vor mand på fri fod skylder ham alt – så hver en cent for lejemordene skal bruges til arbejdet med at befri Leonidas via en underjordisk tunnel, som fangens entreprenante bror og kone står for.

Græsk film trives

Stratos hedder lejemorderen, spillet af en af Grækenlands mest respekterede skuespillere i disse år, Vangelis Mourikis. En snart midaldrende alvorsmand, som gennem mere end to timer næsten uafbrudt er i billedet, og det ansigt bliver hængende på nethinden længe efter biografbesøget.

De få smil, der lyser op i mandens syvdagesskæggede gravalvor med de tunge poser under store, sørgmodige øjne – om natten arbejder han som bager – føles som sjældne solstråler i november.

Men den græske titel ’To Mikro Psari’ – den lille fisk – minder os om, at sådan nogle kræ i reglen bliver ædt af de store. Det handler filmen også om.

Græsk drama svæver i fri absurditet

Græsk film trives kunstnerisk i disse år trods krisen – eller på grund af den og med den som udtrykkeligt eller underliggende tema. Det så vi senest med Cinematekets serie af helt nye græske film, hvori penge spillede en rigtig synlig rolle.

Som eurosedler eller som ulige livsvilkår.

Ud af kæmpegælden

Også her og i begge versioner:

Stratos’ genboer og eneste venner er den kønne Vicky og hendes bror, krøblingen Makis (Petros Zervos, der ligesom Mourikis var med i den cypriotiskfødte instruktørs forrige og tredje film, ’Macherovgaltis’ (’Knifer’), der ryddede bordet for græske filmpriser i 2010).

De håber at slippe ud af en kæmpegæld med de penge, hun får for at have sex med rigmanden Petropoulos (spillet af en anden af græsk films kendte, Giannis Giannopoulos) og hans voksne søn.

Petropoulos og hans kone – engang skolekammerat med Stratos – vil have vor mand til at opgive bagerjobbet og arbejde for dem i stedet.

Om det skyldes ren godgørenhed, står hen i det dunkle. Og nu vil rigmanden også betale en formue for Vickys otteårige datter, Katarina.

Laaaange bilture

Før historien kører fast i rillen med ’så-dan er kapi-talismen’, omvæltes alle planer imidlertid af begivenheder, der for spændingens skyld ikke kan refereres her.

For det er jo en slags thriller – trods alle de laaange bilture gennem tomme landskaber, de taaavse ventetider på mørke cafeer eller øde pladser – bl.a. før møder med ’Maleren’, den mellemmand, der bestiller lejemordene – og Stratos’ mutters ensomme stunder i den trøstesløse forstadslejlighed, der knap kan kaldes et hjem.

I løbet af 137 minutter undgår man ikke helt at få ideer til, hvordan filmen kunne forkortes væsentligt.

Kroatisk komedie sender præst på katolsk kondomkorstog

Men samtidig er der jo en bevidst, både visuel og psykologisk pointe i den langsomme afdækning af sammenhængene såvel som i de lukkede rum og de forsvarsløst åbne pladser.

De spejler personernes sindstilstande tydeligere end de ansigtsudtryk, der ofte er så minimalistiske, at ordet ’minespil’ ville være en overdrivelse.

Langt fra ferie-paradiset

Så det er ikke for at opleve kriminel action eller ydre spænding, man skal se ’Stratos’. Trods alle mandens køligt udførte lejemord for åbent kamera er filmen blottet for ’amerikansk’ voldsdyrkelse.

Og hans gamle Honda ville overhovedet ikke egne sig til biljagter på motorvejene omkring Athen.

Fransk komedie om familielivet er feel good uden at kamme over

Har Economides et filmisk forbillede for ’Stratos’, er det snarest Jean-Pierre Melville og Jean Hermans franske noirfilm fra 1960’erne, med ’forbrydelsens element’ som det egentlige motiv og tema mellem mænd med pokerface.

Den stil dyrker han til gengæld så rent og målbevidst, at det er en glimrende grund til at se denne moderne græske film, så fjernt som tænkes kan fra troskyldige feriedrømme om folkedans, bouzouki, retsina og solnedgang over bugten mellem bjergene.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her