Fire kammerater tager toget til London sammen med den enes bedstefar.
Da de har fjollet sig frem, slipper de forbi deres fans, så de først kan møde journalister og dernæst efter adskillige mere eller mindre tåbelige forviklinger kan spille en koncert til tusindvis af pigers skrigende hysteriske eufori. Hvorefter de i helikopter forlader London igen.
Når filmen sætter sig i ørerneDet er bestemt ikke den tynde handling i ’A Hard Day’s Night’, som forklarer, hvorfor filmen blev en enorm succes ved sin premiere i 1964, eller hvorfor den stadig er værd at se nu 50 år senere. Det er derimod hovedpersonernes kulturskabende karisma samt uafviselige musikalitet og filmens uhøjtidelige, men præcise portrættering af sit emne og sin tid.
Færdiggjort på få dage og baseret på et manuskript af tv-forfatteren Alun Owen fortæller ’A Hard Day’s Night’ historien om The Beatles, mens Beatlemania var på sit højeste i 1964.
’Den britiske invasion’
Da filmen havde premiere i England i juli 1964, havde Beatles fem måneder tidligere erobret hitlister i USA som markering af det, der skulle gå over i musikhistorien som ’den britiske invasion’.
På premiereaftenen i London mødte medlemmerne af Beatles op i jakkesæt og var dermed nobelt klædt på til at hilse på de prominente gæster, der talte medlemmer af det britiske kongehus.
Ved Piccadilly Circus samledes 5.000-6.000 teenagere, der ikke havde fået billet til filmen, men alligevel måtte være i nærheden af begivenheden. London stod på den anden ende den aften, om hvilken Ekstra Bladets reporter 7. juli kunne berette:
»Beatles-filmen blev en strålende succes. Netop fordi drengene slog sig løs – og spillede sig selv«.
Både i USA og i England stod anmelderne i kø for at dele roser ud til instruktøren Richard Lesters Beatles-film. En af dem var den senere så indflydelsesrige filmkritiker Roger Ebert, der kaldte ’A Hard Day’s Night’ »en livsbekræftende milepæl«.
John Lennons morder skal blive i fængsletMange andre mente som ham, at Richard Lester havde skabt den bedste musicalkomedie i årevis.
Humørfyldte unge mænd
Nu hvor filmens 50-års fødselsdag har været anledning til at give den repremiere i en version, hvor både billed- og lydside er restaureret, viser det sig, at ’A Hard Day’s Night’ stadig holder.
Selvfølgelig er den en gammel sag fra dengang, verden var i sort-hvid og det faktisk kunne provokere de meget nobelt klædte medpassagerer i togets trange kupeer fra Liverpool til London, at nogle af sæderne var optaget af fire rastløse, humørfyldte unge mænd med grydehår.
Dokumentar portrætterer filmen, der ville forandre verdenI nutidens optik ser medlemmerne af The Beatles overhovedet ikke fornærmende vilde ud. Skuespil kan de med undtagelse af Ringo Starr slet ikke spille, hvorfor Richard Lester da heller ikke gav dem særlig mange replikker at slås med.
Snarere inspirerede han dem til at spille sig selv og til at bruge deres viden om deres position dengang, hvad de alle fire gør fremragende.
Gang i biografsædet
’A Hard Day’s Night’ er i modsætning til de fleste biografiske musikfilm frem til i dag ikke en fortælling, hvor et band bliver sat til at reflektere over deres succes og deres musik, mens der klippes i billeder og lyd i et tempo, så man ikke når at opdage tidens gang.
Her spilles alt fra slapstick jokes til popnumre igennem, og har nogle af vittighederne samlet støv, tilgives det nemt af to grunde.
Kim Skotte: Unikke 'Nymphomaniac' spytter filmkonventionerne i ansigtetDen ene er, at Beatles med deres fuldkomne fravær af selvhøjtidelighed i filmen alligevel sublimt får fortalt en masse om det overfladiske, forgængelige og urealistiske i at være udråbt til popikoner, når de i virkeligheden bare er fire fyre: Paul med det uberørte, uskyldige barneansigt, John, der aldrig går glip af at lade det følsomme blik søge ned i en kavalergang, den elskelige klovn Ringo og så George, der er for cool til at tage alvorligt del i det hele.
Den anden grund er musikken, som McCartney, Lennon, Starr og Harrison spiller undervejs i filmen.
Hver gang en melodi fra lydsporet, der ikke var identisk med lp’en ’A Hard Day’s Night’, sætter i gang i filmen, sker der instinktivt noget i biografsædet. I hvert fald på den plads, hvor jeg sad under visningen.
Selvfølgelig var der bare tale om indbildning og popmusik. Men det føltes altså momentvis lykkeligt at høre og se musicalens titelsang, ’Can’t Buy Me Love’, ’And I Love Her’, ’I Should Have Known Better’, ’All My Loving’ og de andre sange.
Den gik direkte ind
Enhver født efter Anden Verdenskrig har en historie med Beatles. Kort eller lang. Dyb eller overfladisk. Positiv eller negativ.
Når folk i begyndelsen af 60’erne efter sigende omtalte Beatles som kulturforandrende, anede de næppe, hvor betydningsfulde Beatles blev for generationer af børn og unge. Det er der skrevet mange afhandlinger, biografier, romaner, filmmanuskripter og sange om.
Musikken i ’A Hard Day’s Night’ bekræfter, at Beatles spillede, så verden blev en anden.
Min gjorde i hvert fald. I 1964, mens Beatles spillede ’All My Loving’ i ’A Hard Day’s Night’, var jeg tre år og objektivt for lille til at fatte noget som helst andet end det, der foregik lige rundt om mig. Alligevel husker jeg tydeligere end noget andet fra dengang at høre de lidt melankolske melodilinjer i begyndelsen af sangen komme fra radioen.
Mystisk øko-thriller er imponerende minimalistisk»Close your eyes and I’ll kiss you«, lød det, hvad jeg jo ikke anede, eftersom sproget var fremmed. Det var melodien ikke. Den gik direkte ind.
Når jeg nu hører Beatles spille den i filmen, ser jeg for mig fliserne på køkkenvæggen og bordpladen og baljen, det var nødvendigt at proppe børn som mig ned i en gang imellem, for det her fandt sted, før badekar kom til i huset på landet.
Det var før, jeg kendte til alfabet, aviser, matematik, pladespillere, dur og mol. Det var inden, nogen kendte til månelandinger, Michael Jackson og internet. Men kærlighed vidste jeg, hvad var.
Det hele kommer tilbage
Beatles’ ’Can’t Buy Me Love’ var sjov og vild. ’I Should Have Known Better’ havde drilske lyde og toner, man kunne nynne i langdrag. Og ’All My Loving’ var en blid, vuggende favn af omsorg.
Alt kunne musikken fra radioen i køkkenet sige, og jeg søgte tilbage til den igen og igen, indtil den dag en håndfuld år senere, hvor jeg uden at tænke over, hvad man kan blive i verden, besluttede mig for at skrive noget ned på papir, mens jeg hørte musik. Altid.
Trekantsdrama på Nørrebro er langt fra 'Let's Get Lost'Det hele kommer tilbage, når jeg nu ser ’A Hard Day’s Night’ 50 år efter premieren. I andre mennesker vil andre historier gå igen eller opstå, mens de fire fyre i Beatles tager toget til London og en helikopter væk derfra igen efter at have fjollet og spillet, som var de fire kammerater, for hvem det hele stadig var for sjov – succes eller ej.
Den repremiere kan de godt være bekendt.
fortsæt med at læse
