Puberteten er ikke sådan at blive kvit, og det kan være befriende at få lov at sige det højt – ikke mindst for amerikanske mænd, hvis man skal tro Hollywoods kasseapparater.

Fra film som ’Politiskolen’, ’American Pie’ og ’Tømmermænd’ gik en lige linje til ’Ted’, som i 2012 fortalte om den enfoldige 30-årige ungkarl John (Mark Wahlberg) og hans valg mellem ægteskab eller fortsat pot- og pornofritid med sin bedste ven, Ted.

Ted er vel at mærke en plysbamse, der blev rigtig levende allerede i Johns ensomme barndom. Og som frimodigt – i lighed med 5-6-årige drenges imaginære venner – begår de gale streger og fyrer alle de sjofelheder af, som Johns lillebitte overjeg trods alt bremser ham selv lidt i.

Her i 2-eren er John skilt igen, men Ted er næsten lykkeligt gift med Tami-Lynn (Jessica Barth), en rigtig steg uden god smag eller fine fornemmelser.

Ingen plyspik

Næsten lykkeligt, men barnløst, for Ted har ingen plyspik (hvorfor egentlig ikke, når nu han ellers ... ? Nå, pyt!).

Efter et langtrukkent besøg i sædbanken uden humoristisk forløsning, om man så må sige, vil baben og bamsen adoptere.

Men Ted har jo heller ikke personnummer eller statsborgerskab. Advokaten Samantha (Amanda Seyfried), lige så glad for tjald som Ted og John, påtager sig retssagen (langtrukken igen), hvorpå hele holdet ender til Comic-Con i New York, alle imaginære heltes udsyrede mødested.

Du får brug for humørstimulanser

Retssagen prøver at ligne sorte amerikaneres såvel som ulovlige indvandreres tidligere og nuværende kamp for menneskerettigheder, men det redder ikke ’Ted 2’ fra dens eget vrøvl.

Optakten er ellers flot: et skamløst storslået og totalt umotiveret danseshow under forteksterne!

Men skal filmen ses uden indtag af humørstimulanser, må det være for den vrængende satire over dobbeltmoralsk amerikansk underholdningsindustri, her med mængder af cameo-apperances (Jay Leno, Liam Neeson, Tom Brady m.fl.), eller for den stålsatte vilje til almen politisk ukorrekthed og (veloversatte!) skurvognssjofelheder.