Æresdrab er jo, som begreb, i nutidig vestlig sammenhæng en selvmodsigelse: Begår du mord, overlagt drab, har du ikke ære i livet. Modsat andre kulturer, hvor familiens/klanens/bandens sammenhold endnu rangerer over det omgivende samfunds love.
Som nu denne tyrkiske familie, der har arrangeret en 17-årig datters ægteskab med en ældre mand, men i stedet ser hende flygte med den lokale sigøjner-casanova, så brudekjolens slæb og skørter står i et brus efter motorcyklen. Hendes bror skærer tænder og søger hævn – det gælder hans ære. Jo, netop: hans!?
Fransk film om døvblind pige mangler noget kontrastEn visuelt forrygende optakt til en film fuld af drabeligt koreograferede bandesammenstød, streetdance-dueller og anden flimrende vekslen mellem patetisk melodrama og grandios tragedie.
Flotte billeder, men desværre uden tilsvarende nuanceret skuespilkunst eller noget synderligt hensyn til sammenhæng og sandsynlighed. Og med betænkelig hælden mod æstetisk romantisering af røddernes primitive adfærd og livssyn.
Midt i denne sydvestfranske West Side Story har Gatlif (f. 1948 i Algeriet og belønnet som bedste instruktør i Cannes 2004 med ’Exils’) så anbragt en kvindelig socialpædagog (Céline Sallette), der hjælper de unge og prøver at tale alle parter til fornuft.
Magisk italiensk Cannesvinder gør et stærkt indtrykGeronimo hedder hun, men hvorfor egentlig ikke Jesus, så sej og selvopofrende som hun er? Hun er vist ment som en nutidig, civiliseret kontrast til stammemoralen, men uden at den modsætning udvikles eller ændrer sig undervejs.
Hvis det hele lyder grangiveligt som en (soap)opera, er det helt korrekt: Klimaks i hævnens onde cirkel udspiller sig sågar – hvis jeg ellers hørte rigtigt – til tonerne fra både ’Carmen’ (»Si je t’aime ...«) og ’Fangernes kor’ fra Verdis ’Nabucco’!
fortsæt med at læse
