Vil Jacob Yoon Egeskov Nossell kunne blive en god far? Vil spastikere som ham blive sorteret fra som fostre, hvis teknologien giver mulighed for det? Hvem er normal nok til at blive født, og hvem er ikke? Og hvad er det i det hele taget at være normal?

Ved hele tiden – direkte og indirekte – at stille væsentlige spørgsmål om normalitet og humanitet med konkret afsæt i Jacob Nossell er ’Naturens uorden’ en af de mest engagerende dokumentarfilm, jeg længe har set.

Filmen igennem er Nossell i fokus, hvorved spørgsmålene aldrig kun bliver teoretiske. Han er født med hjerneskaden cerebral parese, der har gjort ham fysisk handikappet, og i ’Naturens uorden’ deler han sin eksistentielle tvivl, sin undersøgelse af normalitet og også sin ambition om at lave en forestilling på Det Kongelige Teater med sit publikum på en måde, der er morsom, alvorlig, personlig, ærlig og rørende.

»Hvorfor er det, at du vil det, der er sværest for dig?«

Og modig. Et sted i filmen er det sine muligheder på arbejdsmarkedet, Jacob Nossell som journaliststuderende på RUC er i gang med at undersøge. Han er til samtale om en praktikplads på Ekstra Bladet, hvor redaktøren Miki Mistrati meget relevant spørger ham: »Hvorfor er det, at du vil det, der er sværest for dig?«.

Svaret er ikke så vigtigt. Væsentligt er det til gengæld, at Jacob Nossell tør forfølge vilde ambitioner, og til dem hører, at han satte sig som mål at stille sig op på nationalklenodiet Gamle Scene og være hovedperson i et stykke om sig selv og om omverdenen.

I ’Naturens uorden’ har han dokumentarinstruktøren Christian Sønderby Jepsen i hælene gennem den svære proces op til premieren på forestillingen i efteråret 2014. Filmen er en eksperimenterende fortælling om Jacob Nossells væsen og arbejde med den eksperimenterende forestilling. Scenevante Nossells umiddelbare karisma gør sit til, at der konstant midt i al den eksperimenteren er et menneskeligt nærvær.

Christian Sønderby Jepsen har tidligere skabt bl.a. ’Testamentet’ (2011) og ’Blodets bånd’ (2013), der begge med en undertone af kulsort humor fulgte og portrætterede tragiske danske outsidere fra underklassen.

Også i ’Naturens uorden’ skiller hovedkarakteren sig ud fra mængden og skildres med Sønderby Jepsens både fintmærkende og grove humor, der gør, at man for hans hovedpersoner føler empati, men ikke medlidenhed.

Når Jacob Nossell får stomi, da han får hjerneblødninger og kraniebrud efter at være gået ud foran en linje 1A, og mens han bryder sammen på et dårligt timet tidspunkt lige før teaterforestillingens premiere, kunne alt det have været filmet med en dvælen ved ulykkerne.

Sønderby Jepsen forbigår ikke det tragiske. Men det er mere Jacob Nossells viljestyrke og selvindsigt, der virker bevægende. For eksempel da han som et led i forestillingen læser en tekst, han har skrevet som et brev til sit ufødte barn.

Barskt stof

Ligesom ’Testamentet’ og ’Blodets bånd’ er det barskt stof, instruktøren har fat i her. Uden at det sentimentaliseres. Instruktøren anerkender sine hovedpersoner, og det gælder også Jacob Nossell, som i en meget fin lille scene i ’Naturens uorden’ siger, at han er træt af at blive forfulgt af kameraer, samtidig med at han skal lade op til sin store premiereaften på Det Kongelige.

Teaterstykket er den største forskel på denne film og instruktørens tidligere. På den ene side er Nossells ambition med stykket og optagelserne fra premieren henholdsvis episk drivkraft og klimaks. På den anden side er stykket egentlig lidt i vejen for filmen. Uden det havde Sønderby Jepsen måske mere frit kunnet skabe en film på baggrund af Jacob Nossells undersøgelser af normalitet. Da forestillingen med titlen ’Human afvikling’ faktisk fandt sted på teatret i september 2014, virkede det efter hensigten meget stærkt at se Jacob Nossell mast ned i en glaskolbe som illustration af, at mennesker som ham måske i fremtiden kun findes som studieobjekter på medicinske museer.

Den livefornemmelse mangler i filmoptagelserne fra teatret. Til gengæld rækker filmen indimellem ud i fremtiden i grafiske, futuristiske scener, hvor man ser fysisk perfekte yngre mennesker aflevere genetisk uperfekt afkom på abortklinikker. Den filmiske løsning fungerer, men alt i alt har ’Naturens uorden’ et mindre homogent flow end Sønderby Jepsens tidligere film. Det gør den nu hverken mindre vild eller vigtig.