»Jeg har aldrig følt mig pæn. Det gør jeg heller ikke nu. Jeg kan ikke lide pæn«, siger Iris Apfel i filmen ’Iris’ om hende.
Hvorefter hendes olivengrønne øjne bag de enorme uglebriller med sort sted kigger insisterende og selvbevidst på instruktørens kamera, mens hun gentager:
»Jeg kan ikke lide pæn«.
Det, Iris Apfel til gengæld godt kan lide, er stil. Og enestående stil har den nu 94-årige kvinde fra New York siden sin ungdom haft i et omfang, så hun i årtier ikke blot har været betydningsfuld indretningsarkitekt, men også model og modeikon.
Hendes ansigt med de markante briller og læbestifter og de iøjnefaldende hovedbeklædninger og smykker er verdensberømt, og med alderen fascinerer hun stadig flere. I ’Iris’ følger instruktøren Albert Maysles hende i tre år. I den periode skabes store kunstudstillinger med – nogle af – hendes ting, og i en alder af nogle og halvfems ses hun i rollen som gæsteprofessor for designstuderende på et universitet i Texas.
To fortællinger om lys og liv sammenflettes smukt i poetisk filmHun donerer undervejs i filmen en del af sin unikke samling af klæder og smykker til museer, og kosmetikfirmaet M.A.C. designer en kæmpestor papirpose med hendes ansigt på.
Det pæne, det grimme, det billige
Som brand har Iris Apfel aldrig været større. At det er gået hende sådan, hænger uløseligt sammen med hendes meget personlige, sikre, morsomme, stilbevidste og ikke spor pæne smag. På hende hænger haute couture, håndlavede ting fra andre verdensdele og loppemarkedsfund side om side i farve- og formkoordinerede sammensætninger, så hun ligner en omvandrende udstilling af det 20. århundredes kunst og ideer.
Hun fortæller selv i ’Iris’, hvordan mode for hende altid har været afspejling af samfund og kultur. Om hendes særlige måde at bruge mode på siger den betydningsfulde belgiske designer Dries Van Noten et sted i filmen: »Det pæne, det grimme, det billige, det smarte ... Hun blander alle de ting sammen. Og hun skaber sin egen stil. Det er en stor inspiration for mig«.
Populære modebloggere: Du afgør selv, hvad der er smartDet er på tide, at nogen fik lavet en dokumentarfilm om hende, og det var i sidste øjeblik, at Albert Maysles fik det gjort.
Lidt hulter til bulter
Albert Maysles døde 88 år gammel i foråret 2015 efter et liv som en af amerikansk dokumentarfilms mest respekterede dokumentarister. Især var han kendt som filmfotograf og for sit samarbejde med broren David Maysles om at skabe en række film, hvoraf ’Gimme Shelter’ (1970) om Rolling Stones er blandt de mest kendte. Samtidig med at franskmænd i 1950’erne skabte cinéma vérité, var brødrene Maysles i USA pionerer inden for en lignende, observerende stil, som de døbte direct cinema.
Efter sin brors død i 1987 fortsatte Albert Maysles med selv at lave film. ’Iris’ er hans sidste store, og mens han stadig tydeligvis er blændende til at fange de fortællende nuancer i et ansigt, så halter det noget med at holde strukturen en hel film igennem. Der er temmelig mange episodiske gentagelser i ’Iris’, og både historien om hende selv og fortællingen om hendes og ægtemanden Carl Apfels fælles tekstilvirksomhed, Old World Weavers, kommer sådan lidt hulter til bulter undervejs.
Modemagasin leger med den mandlige seksualitet i fortryllende jubilæumsudgivelseIris Apfel var indretningsarkitekt, før hun blev et af vor tids mest excentriske og mageløse modeikoner, og Carl Apfel stod i spidsen for Old World Weavers. 9 præsidentfamilier har fået indrettet Det Hvide Hus med design fra Old World Weavers, hvilket næppe var hændt, hvis ikke der havde været tillid til det farvestrålende ægtepar Apfels stilistiske kvaliteter.
Usændvanlig inspirerende kvinde
Manglerne i ’Iris’ råder Albert Maysles bod på, når han til gengæld får Iris Apfel til at vise rundt i store lejligheder og lagre, hvor hendes ting opbevares. Det er på en eller anden måde vidunderligt at se hendes henrykkelse, når hun i sin enorme mængde af ting genfinder en vævning fra Tibet, en tøjbamse fra et marked eller en morderisk tung Missoni-halskæde.
Hun husker oprindelsen, håndværket og kulturhistorien bag sine sager. Men i sidste ende, som hun siger på et tidspunkt, betyder tingene så alligevel ingenting i sammenligning med, hvad Carl Apfel betyder for hende.
En stresset modebranche spørger sig selv - er vi ved at brænde sammen?Da de mødte hinanden, var han så cool, nuttet og god til at lave kinesisk mad, at hun bed på. Deres indforståede og rappe replikker og deres hænders ømhed fortæller, hvor meget de stadig holder af hinanden.
Mod slutningen af ’Iris’ fylder Carl Apfel 100 år og er ikke længere i fysisk topform. Han døde i august 2015, få uger inden sin 101-års fødselsdag. I 63 år var Iris og Carl Apfel sammen. Ud over at være et portræt af en usædvanlig inspirerende kvinde er ’Iris’ også en fin kærlighedshistorie.
fortsæt med at læse
