23. november 2012 standsede fire unge sorte venner fra Jacksonville i Florida ved en tankstation. Det var aften, og de var på vej i byen. De skulle tanke tyggegummi og cigaretter i kiosken. Fra deres bil hørtes høj rapmusik.
På tankstationen holdt også den 45-årige hvide mand Michael Dunn og hans kæreste. De var på vej hjem fra en bryllupsfest.
Herefter gik der 3 ½ minut, før alt var forandret for samtlige implicerede. Derfor er den amerikanske instruktør Marc Silvers originaltitel til den DR-aktuelle tv-dokumentar om sagen ’3 ½ Minutes, Ten Bullets’.
Kaldte det selvforsvar
Michael Dunn bad de unge fyre om at skrue ned og kom op at diskutere med dem. Skænderiet kulminerede, da Michael Dunn skød 10 gange efter de unge.
Flere af hans skud ramte den 17-årige skoleelev Jordan Davis, som blev dræbt. Ingen af de tre andre unge blev ramt. Hverken Jordan Davis eller hans tre venner var bevæbnet.
Optagelser af politidrab på sort mand kan føre til retssag mod betjentI første omgang kørte Michael Dunn fra stedet. Da han senere blev arresteret, tilstod han at have skudt, men sagde under retssagen, at han havde handlet i selvforsvar. Han havde følt sig truet af de unge.
1. oktober 2014 blev Michael Dunn idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Filmen opruller, hvad der skete på tankstationen og i retssalen. Rekonstruktion og tv-billeder fra tankstationen giver forståelse af, hvor drabet fandt sted.
Høj troværdighed
Marc Silvers optagelser under retssagen er mere spændende, end nogen fiktiv retssalsfilm kunne være. I ’10 skud’ er det virkeligt, når anklageren argumenterer for Dunns skyld, og når forsvareren gør det modsatte, mens Jordan Davis’ forældre overværer det fra salen.
Samtidig ved man, at drabet på Jordan Davis ikke er det eneste drab på en ung sort fyr i de senere år. Den sag er blot en af mange. De ofte uudtalte raceskel og -fordomme i USA diskuteres ikke i filmen. Men de skinner igennem hele historien.
Lige så indirekte er Marc Silvers dokumentar et vægtigt udsagn i diskussionen om strammere våbenlovgivning i USA. Hvorfor skulle Michael Dunn i det hele taget være bevæbnet i sin bil på vej hjem fra en bryllupsfest? Og hvorfor havde han den antagelse, at en flok 17-årige drenge muligvis kunne bære våben? Måske fordi det var naturligt for ham selv at bære våben.
Overblik: En række spektakulære sager har udløst raceuro i USAInstruktøren besvarer ikke nogen af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man ser hans film. Marc Silver holder sig klogelig til at rekonstruere beviste omstændigheder, filme i retssalen og bringe interviewsekvenser med både Michael Dunn og Jordan Davis’ sønderknuste forældre og venner. Det giver ’10 skud’ en fornuftspræget lødighed og troværdighed.
Den nøgterne tone gør også, at alle oplysninger virker endnu stærkere. Angiveligt følte Michael Dunn sig truet af fire unge sorte mænd, der spillede høj musik fra en bil. Ikke at politiet fandt nogen våben i nærheden af de unge. Det var deres hudfarve og deres attitude, som fik Michael Dunn til at trække pistolen og skyde.
Belønnet for sin slagkraft
Man kan undre sig over, at filmen slet ikke sætter sagen om drabet på Jordan Davis ind i den større aktuelle diskussion om raceforskelle og våbenlovgivning.
Det bliver for underspillet, at instruktøren slet ikke inddrager nogen af de mange eksempler på tilfældige ubevæbnede sorte ofre.
På de sociale medier og på amerikanske nyhedsmediers hjemmesider går der sjældent flere uger uden en ophidset debat om amerikansk politis nedskydning af unge sorte amerikanske borgere. Nogle gange – som i tilfældet med drabet på 12-årige Tamir Rice i 2014 – er det børn, det går ud over.
Sådan kunne historien se ud, hvis drab på sort mand ikke var blevet filmetEn undersøgende artikel i den britiske avis The Guardian fastslog 31. december 2015, at »unge sorte mænd ni gange så ofte som andre amerikanere er udsat for at blive dræbt af politifolk i 2015«.
For ’10 skud’ blev Marc Silver sidste år på Sundance belønnet med en Special Jury Prize for filmens sociale gennemslagskraft.
fortsæt med at læse
