’La bella Confusione’ hed filmen på arbejdsbordet – det blev senere til den mystiske titel ’8 1/2’ – en film, de færreste i dag måske har set, men nu er chancen der i Dagmar. Den bør gribes. For mit vedkommende var det et første syn, og jeg er ikke i stand til hverken at vurdere eller detaljere, hvordan fornyelsen har forbedret oplevelsen af den gamle film fra 1963. Men den sort-hvide film fungerer overrumplende moderne som en rejse ind i instruktøren Fellinis bevidsthedsverden, på én gang indespærret og løsrevet fra sit arbejde og miljø og fra sin skæbne. Nedsunket i Helvede, ophøjet med sit monstrøse filmprojekt, som vel er Babelstårnet, og som befrir ham. I centrum er en ung, charmerende Marcello Mastroianni som filminstruktøren Guido, der først i en drømmesekvens ses indespærret i sin bil i et trafikkaos, hvor ingen reagerer på hans mere og mere desperate bøn om at slippe ud af bilen, der fyldes med kvælende røg. Så slipper han ud og svæver over verden, dog bundet ved anklen til jorden. Og hernede på jorden er der alle hans ’confusione’ – hans vilde forvirringer og fejltagelser – i et radikalt, satirisk anskuet italiensk filmmiljø, hvor elskerinden Carla, producenterne, stjernerne, hustruen, forfatterne og den katolske kirke ses i vilde glimt, hver af dem kæmpende for sin egen sag, i mimisk udkrængede situationer, der bringer Guido ud i tovene, mens han fortvivlet søger at holde fast. Samtiden var i vildrede med filmen, og mange kaldte den derfor dårlig – den fik dog to Oscars og har siden været et begreb for cineaster. Men sjovt nok er den helt konkret i sin insisteren på livet som leg, den eneste undtagelse fra synden. Og livet er spillet. Mens Mastroianni/Fellini kun har én alvorlig generel fascination og anfægtelse, arbejdet, har hans omgivelser hver sin personlige og forfængelige anfægtelse. Filmen er en apologi for mesteren og samtidig en indædt insisteren på hans geni, der levner plads til både galskab, tomhed, bedrag (elskerinden, den prostituerede, alle kvinder, set i et harem) – og til den besværlige, ægte kærlighed til hustruen (Anouk Aimée), som gennemskuer ham. Anouk Aimée er dubbet i sin rolle, stadigvæk tydeligt. Hun spiller en tidstypisk drengepige, et levn fra tressernes fascination af den bebrillede, tynde intellektuelle gennemskuerske, som bliver hentet ind til optagelserne, men må tage hjem, fordi hun er overflødig. Hele filmen er en samling billeder fra instruktørens indre liv og fantasier, som slynges i ansigtet på beskueren, til vores behag eller overstimulerede mishag. Men Fellinis overordnede budskab er umisforståeligt: så megen ballade og virak, så mange samtaler og ulejlighed og meningsløse misforståelser... Men alting munder ud i endnu en drømmesekvens: alle skuespillere forsamlede omkring Babelstårnet, kærligt hånd i hånd. Det er Fellinis udgangsbøn, ren og tressersymbolsk: Scenen er en verden. I høj grad værd at se!