I Elaine Millers øjne er Simon & Garfunkel ensbetydende med stoffer og fri sex. Så da datteren Anita bliver 18 år, flygter hun til San Francisco. Men hun efterlader et frihedsbudskab til sin lillebror. Under sin seng finder William nemlig en mappe med alle hendes favorit-lp'er. Beach Boys, Led Zeppelin, Cream, Joni Mitchell. Dylans 'Blonde On Blonde' og The Who's rockopera 'Tommy'. Det er en nøglescene i Cameron Crowes delvis selvbiografiske 'Almost Famous'. I denne ene scene fra begyndelsen af 1970'erne samler han trådene. Rockmusikken er et frihedsbudskab. Et redskab til befrielse, selvudvikling og ekstase. Men også et frihedsbudskab, der allerede i begyndelsen af 1970'erne som en stafet blev overrakt til de, der kom efter dem, der var med, da det sneede for alvor. Woodstock var forbi. Rockmusikken blev ikke det frigørende lydspor til den store samfundsomvæltning. Drømmen blev en branche. Til gengæld blev rockmusikerne giganter, der tårnede sig op i rampelyset, mens de svingede den elektriske guitar, som var det gudernes hammer. Hovedpersonen er den 15-årige William Miller. Alter ego for den nu 43-årige Cameron Crowe, der stadig har rekorden som den yngste Rolling Stone-skribent på noget tidspunkt siden magasinets start i 1967. Inden han fyldte 22 år havde Crowe interviewet alt og alle fra Led Zeppelin og David Bowie til Allman Brothers og Lynyrd Skynyrd! Men Crowes film er paradoksalt nok blevet et mesterstykke i præcision netop ved konsekvent at fokusere et par grader ved siden af det oplagte mål. 'Almost Famous' er ikke historien om et berømt rockband. Det er historien om de næsten berømte. Det skæve blik stiller skarpt på miljøet og rockhistoriens endeløse række af biroller. Groupien og journalistspiren. Rockmusikeren, der ikke rigtigt tør tage sig selv og sin musik helt alvorligt. Rocken skildres på et tidspunkt, 1973, da smarte managere, stærke pladeselskaber og store penge har sendt blomsterbørnsfilosofien på pension. Men rockmusikken som kulturfænomen er i eksplosiv vækst, og det samme er fankulturen. Teksterne granskedes, luftguitarerne lynede, den fede blev fyret. Cameron Crowe var en fan, der måtte lære at blive kritisk skribent uden at miste sin entusiasme. Den samme udviklingshistorie må filmens William Miller gennemgå. Det har vist sig at være uhyre svært at skildre rockmusikkens storhedstid på film uden at ty til overdoser af enten ironi, nostalgi eller mytomani. Men med 'Almost Famous' får rockmusikken omsider en film, den har fortjent. Skildringen er måske nok en kærlighedserklæring, men er ikke nostalgisk, og ironien er aldrig så tyk, at den tager livet af sårbarheden. William Millers og rockmusikkens udviklingshistorier forlener hinanden med afgørende troværdighed. Det selvbiografiske giver indre glød, og en karakteristisk epoke bliver skildret igennem en række klassiske coming of age-historier. Det er historien om rockmusikkens forvandling fra drømmende yngling til en slags voksen med færre illusioner. Historien om det middelmådige band Stillwater, der måske kan komme til at stikke dybere, hvis ellers guitaristen Russell Hammond turde træde i karakter. Historien om groupien Penny Lane, der ser sig selv som rockmusikkens muse, men kommer galt afsted, da hun forelsker sig seriøst i Russell. Og det er historien om rockjournalisten, der som forgabt teenager - forgabt i både musikken, musikerne, miljøet og Penny Lane - må lære at frasige sig rockmusikkens fællesskab. Som må lære at stå udenfor. At forsage en verden med mange fristelser for at kunne yde beskrivelsen af den retfærdighed. At lade en iagttager være hovedpersonen giver Crowes film en egen dynamik. Williams følelser bliver rockmusikkens spejlbillede. Udviklingshistorien bliver drivkraften. 'Almost Famous' er måske nok en rockfilm, men det er mere 'Fagre Voksne Verden' end 'Spinal Tap'. Cameron Crowe har haft en særdeles heldig hånd med sine skuespillere. At rollen som Penny Lane har gjort Kate Hudson til stjerne på rekordtid er let at forstå. Helt igennem dækkende er både Patrick Fugit som den unge William Miller og Billy Crudup som rockmusikeren Russell. Crowe får maksimal effekt ud af Frances McDormand i rollen som løvemor og værdityran, og så er altid mageløse Philip Seymour Hoffman istand til at tilføre nøglerollen som den legendariske rockskribent Lester Bangs autoritet, så det kan mærkes. 'Almost Famous' afmytologiserer rockmiljøet, men formår samtidig indsigtsfuldt at formidle dens vitalitet og magnetiske tiltrækningskraft. 'Almost Famous' er ikke en dybdeborende film om rockmusikkens historie, men det er et brillant, humoristisk snapshot af et personligt defineret vadested. Samtidig er det en af de bedste film nogensinde om rockmusikkens attraktion og i det hele taget en velturneret fortælling om opvækstens brændende behov for kulturelle valgslægtskaber.