'Pearl Harbor' er en krigsfilm. Ingen tvivl om den ting. Her udtaler de mandlige helte sig i de rette fyndige klicheer. De siger: »Mænd som os har intet valg. Der er krig«. Eller: »Der findes intet stærkere end en frivilligs hjerte«. Så ved man næsten også allerede, at 'Pearl Harbor' ikke er nogen særlig original krigsfilm. Det er bestemt sandt nok. Men så hjælper det måske, at filmen samtidig prøver at være et par andre spændende ting? Et historisk epos. Et glødende kærlighedsdrama. Nej, det hjælper desværre ikke ret meget. For 'Pearl Harbor' er først og fremmest lavet som et velberegnet filmisk gennemsnitsprodukt, der skal underholde så mange som muligt på den mest sikre og gennemprøvede facon som muligt. Derfor er det også, som om der aldrig er noget indre liv, men kun ydre glansbilleder og kulørt ramasjang i Michael Bays allerede meget opreklamerede fortælling om det autentiske japanske bagholdsangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor den 7. december 1941. Lanceringen og forhåndsinteressen skyldes naturligvis, at Bays film med gennemført professionel omhu og kommerciel fingerspidsfornemmelse er lagt an som en populær storfilm, som med sin arketypiske fortælling om romantik og katastrofe i et historisk perspektiv både er beslægtet med en nutidig succes som 'Titanic' og har forbindelser bagud til klassikere som 'Borte med blæsten', 'Dr. Zivago' og 'Herfra til evigheden'. Men 'Pearl Harbor' er enten for hul eller for udspekuleret til at kunne måle sig med disse udspil. I Michael Bays film findes der aldeles ikke nogen uskyld. Men desværre heller ikke skyggen af indsigt eller refleksion. Hvad vi får,er en film, der fra begyndelse til slutning tager sig flot, dyr og lækker ud, men som kunstnerisk og kvalitetsmæssigt viser sig at stå på en bund af kviksand. F.eks. virker det uholdbart, at filmens indledende tone ofte er malplaceret pjattet og godmodig, mens den senere med held sigter efter det rent patetiske. I denne ramme får vi først og fremmest fortalt historien om de to unge amerikanske piloter og mangeårige kammerater Rafe (Ben Affleck) og Danny (Josh Hartnett) og deres oplevelser med henholdsvis krigens gru - med udgangspunkt i angrebet på Pearl Harbor - og kærlighedens gåde. Det sidste i forbindelse med deres forhold til den billedskønne, forbløffende pinup-lignende sygeplejerske Evelyn (Kate Beckinsale). Allerede tidligt har den noget fandenivoldske Rafe, hvis forelskelse i Evelyn er gengældt, valgt at melde sig som frivillig i RAF for at kæmpe i Europa mod tyskerne. En beslutning, der skuffer og overrasker Danny. Under et heltemodigt togt styrter Rafe dog i havet, og i USA får Danny og Evelyn i Pearl Harbor på Hawaii at vide, at det unge flyver-es er omkommet. Sorgen over Rafes død knytter Danny og Evelyn sammen, og efterhånden udvikler deres venskab sig til en romantisk affære. Stor er forvirringen og den dårlige samvittighed derfor, da det viser sig, at Rafe har overlevet styrtet og nu pludselig indfinder sig på Pearl Harbor. Straks får det raske trekløver dog andre ting at se til. Japanerne angriber lige om lidt. Med ét er der bombefly i luften, torpedoer i vandet, skud og eksplosioner, synkende skibe og druknende soldater i massevis. Rent teknisk er optagelserne, der skildrer det blodige og historiske overraskelsesangreb, blændende. Fede tricks, geniale computere. Og synes man, det bliver en lille smule kedeligt med al denne død og ødelæggelse, er der altid den bombastiske, popsymfoniske baggrundsmusik at lade sig rive med af. Men desværre erder ingen levende mennesker, ingen bevægende skæbner i 'Pearl Harbor'. Som instruktør får Michael Bay aldrig føling med sine hovedpersoner, og hvor den ømtålelige udvikling i forholdet mellem Rafe, Danny og Evelyn burde være indfanget som sårbar inderlighed - tænk måske på 'Den engelske patient' - er der kun et skudsikkert alibi tilbage. Det ser rigtigt ud. Men det føles forkert, nemlig slet ikke. Derfor forekommer resten af historien også så påklistret eller ligegyldig. Efter Pearl Harbor skal Danny og Rafe som sande helte med i det dumdristige amerikanske gengældelsesangreb på Japan. Går det godt? Gæt selv. Lad os nøjes med at antyde, at 'Pearl Harbor' er en af den slags film, hvor Jon Voight som den lammede præsident Roosevelt med stor anstrengelse og selvovervindelse rejser sig op i kørestolen og siger, at han vil have revanche. Nå, måske tænker Voight bare på, at han gerne vil medvirke i en bedre film næste gang.