Ingenmandsland' er en krigsfilm, men en højst utraditionel en af slagsen. Man spejder forgæves efter de 1.000 statister og de omhyggeligt koreograferede slagsceners buldren og bragen. Scenen i den bosniske instruktør Danis Tanovic' film minder i stedet mere om slagplanen i et absurd teaterstykke. To sårede mænd bliver af skæbnen placeret i samme skyttegrav. To fjender. En serber og bosnier i krigen i Bosnien-Hercegovina i 1993. Den unge Nino i sin serbiske uniform og den noget ældre Ciki i gamle gummisko og Rolling Stones T-shirt. Men i virkeligheden er der tre mand i skyttegraven i ingenmandslandet midt mellem en fremskudt bosnisk stilling og de serbiske kanonbatterier. Cikis kammerat Cera er ikke som først antaget død, men kun hårdt såret. Til gengæld ligger hans krop oven på en sprængmine. Hvis han bliver flyttet, eller så meget som rører sig, vil minen udløses og tusindvis af dødbringende stålkugler (made in EU) meje alle tre ned. Ciki og Ninos gensidige mistro er massiv, men de to fjender indser, at de har brug for hjælp, hvis de skal slippe levende ud af skyttegraven. Snart står de på randen af skyttegraven i underbukser og vifter med de hvide flag. De fanger både bosnieres og serberes opmærksomhed, men underbukser er mere forvirrende end uniformer, og så henvender begge parter sig til FN-styrkerne. Det er en varm sommerdag i skyttegraven. Tiden er knap, men slæber sig af sted for mændene, der er trætte af smerter og blodtab. Mistilliden mellem de to fjender er massiv. Et gevær og en kniv skifter flere gange ejermand. »Det var jer, der brændte vores landsbyer af«, anklager de hinanden. Og selvom serberne nok begyndte krigen, har begge parter på det pågældende tidspunkt ret. De er ganske almindelige mennesker fanget i en absurd krig, men fjendebilledet er ikke en illusion, som kan viftes bort med en pacifistisk tryllestav. Hver ny grusomhed gør billedet skarpere. I de to mænd kæmper hadet og mistilliden med nødvendigheden af at samarbejde og ikke mindst med menneskers naturlige drift til at knytte bånd. »Men«, som en af dem bittert resigneret bemærker, »hvorfor lære hinanden at kende, hvis vi alligevel bare skal skyde hinanden senere?«. Det virkeligt absurde drama udspiller sig imidlertid uden for scenen i skyttegraven. Her tager Tanovic FN og medierne under skarp satirisk behandling. FN-kommandanten Soft kan kende en varm kartoffel, når han ser den. Men takket være en frustreret fransk sergent fra FN-styrkerne får medierne kendskab til historien om de to mænd i ingenmandsland. For fjernsynsreporteren Jane Livingstone er det guf. Her er omsider en historie med en klar human interest vinkel. Den indviklede borgerkrig kogt ind til et overskueligt drama med to rigtige mennesker i hovedrollen. Pressens interesse får kommandanten til modstræbende at vige fra ikkeindblandingspolitikken. Ikke for at redde menneskeliv, men for at pleje image. Hvis skyttegraven danner rammen om et absurd teater, er oberst Soft den Godot, mændene længe må vente forgæves på. Det paradoksale er, at Danis Tanovic i sin film tilsyneladende gør nøjagtig det samme som det, han åler medierne for. Nemlig at reducere en indviklet konflikt til en sag mellem to mænd. Men hvor den slags forenklinger let bliver en banalisering i virkelighedens nyhedsformidling, er det en anden sag med fiktionens kunstneriske frihed. Her lykkes det for Danis Tanovic at gøre det til et klart og konstruktivt drama. Det er en udfordring at lave en film om en krig, hvor sårene endnu langtfra er lægt. Men at der stadig er vigtige historier, som venter på at blive fortalt, er denne films overvejelser om krigens destruktive natur et bevis på. Danis Tanovic er ikke en upartisk outsider. Han er bosnier og var som dokumentarfilmfotograf en flittig gæst ved fronten i Sarajevo. Her fungerede han som ansvarlig for den bosniske hærs filmarkiv. Alligevel er filmen ikke et agitatorisk partsindlæg. Hovedansvaret bliver placeret ved den serbiske ledelses dør, men serberen Nino er hverken værre eller bedre end Ciki. Patos er fuldstændig fraværende i en antikrigsfilm, der heller ikke er en af de glødende antikrigsfilm, hvor blodet sprøjter afskrækkende i den gode sags tjeneste. Tanovic har slet ikke været fristet af at udpensle lemlæstelser og etniske udrensninger. I stedet har han valgt et intimt kammerspil, hvor mistilliden er det tragiske grundvilkår i noget, der alligevel hele tiden er ved at ligne en bitter komedie. Geværet, der skifter ejermand, er tæt på at være en komisk rekvisit, men er samtidig neutralt dødbringende. Våben er redskaber fremstillet af mennesker som i hånden på mennesker kan flå andre mennesker i stykker på et sekund. Næsten lige så tilfældigt som i 'Pulp Fiction'. Plaf. Lige midt i solskinnet. Og 'Ingenmandsland' udspiller sig i smilende og strålende solskin. Skyttegraven ligger midt i et bølgende, solbeskinnet sommerlandskab. Det er på sin egen grønne, fuglefløjtende facon en dybt chokerende ramme om krigens vanvid. Danis Tanovic' baggrund som prisbelønnet dokumentarist fornægter sig ikke. Denne krig udspiller sig i virkeligheden. Krigen ligger som en misfarvning i landskabet. Midt i solskinnet, hvor de to slovenske skuespillere Branco Djuric og Rene Bitorajac spiller de to hovedroller, så man uden tøven tror på dem som ganske almindelige mennesker, der er blevet fanget i krigens groteske virkelighed. De burde jo have stået på hver sin side af disken i en bagerbutik. Eller i en boghandel. Eller spillet backgammon med en slivovic eller et glas te. Danis Tanovic fik en palme i Cannes for manuskriptet til 'Ingenmandsland'. Det er da også et fremragende manuskript. En helt enkel konstruktion, der gør det muligt at fortælle om et traumatisk og kompliceret stykke verdenshistorie som et fortættet og rent faktisk også underholdende drama. Tanovic har ramt en ganske særlig tone og balance. En udogmatisk antikrigsfilm, hvor satiren har klar adresse og ikke dulmer den grundlæggende smerte. Hvor en kulsort humor ikke på noget tidspunkt afvæbner og gør ufarlig. Men Danis Tanovic formår at fortælle med en energi, der rummer sin egen form for fortrøstningsfuldhed. Selvom filmen udspiller sig i et land, der en dag blev forvandlet til et absurd og tragisk teater. Solen skinnede bare videre.