Den sidste vinter

Lyt til artiklen

I morgen vil en instruktør modtage en Bodilstatuette og dermed blive hædret for at have lavet den bedste danske film i 2001. For godt 40 år siden var det Edvin Tiemroth og Anker, der fik en Bodil for 'Den sidste vinter' fra 1960. 'Den sidste vinter' udløste også en Bodil til Lise Ringheim. Det var i øvrigt samme år, som Dirch Passer modtog en særlig ekstrapris, fordi han »med et stort talent har ladet sig misbruge af danske producenter«. Dirch fortsatte uanfægtet med at sætte sit præg på dansk film, men 'Den sidste vinter' blev teaterinstruktøren Edvin Tiemroths første og sidste spillefilm. Hvorfor er lidt svært at forstå, når man ser 'Den sidste vinter'. Noget mesterværk kan man ikke beskylde dette drama fra besættelsestiden for at være, men det er en film, som stadigvæk gør et vist indtryk. Handlingen er henlagt til den lollandske landsby Hesby. Året er 1945. Krigens sidste vinter. I lang tid er det lykkedes for Hesby at holde sig uden for krigen. Man har sin lille obligatoriske modstandsgruppe, der uddeler illegale blade, og en tysk kommandant, der hellere ser fred end krig i sit domæne. En situation, der gør det muligt for byens læge at opretholde en neutralitet baseret på et humanistisk og kultiveret livssyn. Han forbeholder sig retten til at betragte også tyskere som mennesker. Men da en såret engelsk faldskærmsmand dumper ned i Hesby, må selv lægen og alle andre vælge mellem krig og fred. Den sympatiske tysker må vælge, om han vil lukke øjnene eller ringe til Gestapo. De uerfarne modstandsfolk må vælge, om de vil følge den københavnske modstandsmand Peter i et dødsensfarligt angreb på tyskerne. Krigen er kommet til Hesby. Der er et imponerende opbud af gode danske skuespillere i filmen, som havde manuskript af to unge canadiere, C.C. Green og P.C. Vassar. Axel Strøbye og John Wittig er begge gode som brødrene, der henholdsvis er modstandsmand og neutral humanist. Preben Kaas er gruppens unge brushane og Preben Neergaard den garvede modstandsmand fra København, mens der ikke er voldsomt meget kød på de kvindelige roller til Birgitte Federspiel og Lise Ringheim. Men at Federspiel kunne kunsten at holde et filmlærred i skak med sit svømmende tragiske blik, bliver man mere end én gang mindet om. Tyskeren taler tysk og englænderen engelsk, men mens Dieter Eppler skabte en fin figur af sin astmatiske officer, er ikke meget andet end en kliché blevet stående af Tony Brittons englænder. Interessen samler sig om den tyske officer og de to danske brødre. Der skal træffes svære valg. Også filmens fine realistiske tone er intakt, men på andre måder virker 'Den sidste vinter' unægtelig noget bedaget. Set med moderne danske filmbriller er 1960 temmelig længe siden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her