Nok er det nummer 2, men den er rigtig go'. Så kort opsummerede min seksårige konsulent og jeg forventningernes indfrielse med 'Peter Pan - Tilbage til Ønskeøen', den ny biograftegnefilm i forlængelse af den klassiske Disneysucces fra 1953, som vi begge kan delvis udenad. Vi har jo vænnet os til, at 'Løvernes Konge II', 'Den lille Havfrue II' osv. er fortælle- og tegneteknisk fortyndede produkter, beregnet på videomarkedet (og dog ikke nær så ringe som f.eks. det ugentlige tv-shows korte episoder med Tigerdyret, Herkules m.fl.). 'Peter Pan II' er derimod upåklageligt håndværk og som børnefilm langt mere egnet og helstøbt end f.eks. julens Disneybud med 'Atlantis'. Farverne er blevet mere bolsjede og poesien lidt mere håndfast i stregen, men figurerne tegnet med veneration for 1953- udgaven og uden sparesnyd i animationsteknikken - her er tryllestøvet håndtegnet. Og så hænger historien sammen, logisk og dramaturgisk: Voksne Wendy bor i London 1940 og fortæller sine to børn eventyr om Pan. Men Jane på 12 har lovet sin far at 'passe på mor og lille Danny', dengang han drog af sted, så hun tror ikke på eventyr. Ikke engang, da der gennem Luftwaffes bomberegn kommer en piratskude stævnende over himlen (ak, tegnet af en landkrabbe med fattige forestillinger om fuldriggeres sejlføring), og den vantro Jane selv kidnappes af Kaptajn Klo. For denne skønne skurk - hæslig og forfængelig, liderlig og latterlig på én gang - står tiden jo også stille, ligesom for Peter Pan og de pelsklædte drenge, der aldrig vil være voksne. Så han tror, Jane er Wendy, og vil bruge hende som gidsel mod Pan. Imod sig har han indianere og havfruer (kun alt for kort på scenen), en klodset bådsmand Smisk plus navnlig krokodillens afløser: en uformelig kæmpeblæksprutte, der slår klik-klak med sugekopperne i samme muntre takt som vækkeurets tik-tak i dillens mave. Klo besnakker Jane til at forråde Pan, hun kan kun redde ham ved selv at flyve. Men dét kræver jo »tro, tillid og tryllestøv«. Selv det sidste mangler hun, for Klokkeblomst visner også af Janes mistænksomhed. Genvinder Jane sin tro på alfer og fantasi, før det er helt ude med Klokkeblomst og Pan? Fortrængningerne er blevet færre på et halvt århundrede, og helt så mytisk svævende som den gamle film er den ny vel ikke; men mindst lige så afvekslende skruet sammen og morsom i dialogen mellem børn og barnagtige voksne: Klo er en klaptorsk, som tilforn! Og Jane er et stakkels tappert moderne barn. Pligtopfyldende problembevidst og skeptisk over for ammestuesnak. Hvis Wendy og brødrenes hjemvenden til voksendommen i den gamle historie trods alt advarede mod kronisk virkelighedsflugt, så er budskabet her modsat og lige så nødvendigt: Luk heller aldrig fantasien ude, for uden dén får man ikke bugt med klaptorskene!