Den tid, hvor Woody Allen tilsyneladende havde ambitioner om at blive en amerikansk Ingmar Bergman, er for længst forbi. Nok godt det samme. Man kan godt gribe sig selv i at ønske sig tilbage til de tider, hvor Woody Allen lavede kraftpræstationer som 'Annie Hall', 'Manhattan' eller for den sags skyld 'Crimes & Misdemeanors'. Selv om 'Dur & Mol' med Sean Penn havde mange fornemme kvaliteter, er det længe siden, Allen har lavet en stor film. Men heldigvis er Allen i en alder af 67 så uhyrligt produktiv som nogensinde, og selv om 'Skorpionens forbandelse' ligesom forgængeren 'Smalltime Crooks' 'bare' er en lille komedie, så er Allens små komedier stadig en hel del mere fornøjelige end de fleste andres store film. Ikke mindst når han forkæler sig selv med en atmosfærisk nedsænkning i en mere stilfuld tidsalder. 'Skorpionens forbandelse' foregår i 1940, og epokens jazz, biler og mørke interiører og kontorlandskaber dyrkes dejligt. Film som 'The Big Sleep', 'Double Indemnity', 'The Maltese Falcon' og, af lidt nyere dato, Billy Wilders 'The Apartment' flimrer forbi den indre nethinde, når forsikringsdetektiven C.W. Briggs (Allen) udveksler hårdkogte replikker med den stenrige, sexede blondine Laura Kensington (Charlize Theron dollet op som en blanding af Lauren Bacall og Veronica Lake) eller den faretruende karrierekvinde Betty Ann (Helen Hunt). Handlingen er en skæg snørkel af en bagatel. C.W. Briggs er den lille snuskede detektiv, der opklarer sine sager ved hjælp af stikkere og intuition. Hans speciale er at indleve sig i forbryderens tankegang. Et talent, der er med til at sætte ham i en penibel situation, da han under indflydelse af den forbryderiske hypnotisør Voltan først offentligt erklærer sin ærkefjende på kontoret, rationaliseringseksperten Betty Ann, sin brændende kærlighed og derefter bliver juveltyv i stor stil. »Jeg ville nødigt være mig og have mig i hælene«, skryder en kæphøj C.W. tidligt i filmen. Nu er det lige præcis, hvad der sker. Uden at have en anelse om det er C.W. selv skurken, han er på jagt efter. Alene synet af Allens fjæs i hypnotiseret tilstand er billetprisen værd, og foruden denne mesmeriske oplevelse får man masser af rappe replikskifter, en syndflod af Woody-jokes, vittigt og elegant skuespil fra især Helen Hunt og 40'er-atmosfære skåret i store, fede skiver så lækre som lamselår. En eskapistisk eskapade, som, med en replik fra filmen, i 103 minutter effektivt holder »dette virkelighedens grimme fortæppe« på afstand.