0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Iris

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Judi Dench og Jim Broadbent er uforglemmelige som Iris Murdoch og John Bayley. - Foto: Clive Coote.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Drama Uforglemmelig er det ofte misbrugte ord, der umiddelbart melder sig om den engelske instruktør Richard Eyres uhørt indtrængende og smukke filmportræt af et ægtepars liv og livsafslutning. Aldrig vil man glemme det, synes man, men hvad véd man? Kvinden i dét ægteskab glemmer jo netop alt.

Det var unægtelig en grusom ironi, at Iris Murdoch, der om nogen vidste, at vores fælles liv kun artikuleres i sproget, og som dermed skabte et af de væsentligste fiktionale og filosofiske forfatterskaber i efterkrigstidens England - at netop hun skulle ende sit liv med at blive berøvet hvert et ord. Selv om hendes sprogkunst og menneskeklogskab lever i romanerne, fik hun selv sproget udraderet af Alzheimers sygdom, mens hun endnu var i live.

Det er dén livsfase - »en sejlads ind i mørket« nåede hun selv at erkende det som - der danner rammen om filmen, som næsten ikke citerer hendes eget forfatterskab, bortset fra nogle få scener, hvor hun holder foredrag. Alligevel bliver filmen en nøgle til hendes værker, fordi der var så genuin en forbindelse mellem hendes digtning og hendes levevis:

En »emotionel filosof«, der »afsøger grænselandet mellem ånd og sex uden om alle de gængse forestillinger om en femme fatale«, kaldte Ebbe Mørk hende præcist i sit store portræt her i avisen i lørdags.

DÉT SER VI i filmen gennem hendes mands nørdede litteratbriller. John Bayley, professor i litteratur, skrev de ubesmykkede erindringer om deres livslange ægteskab, som filmen bygger på. Vi ser de ungdommelige tilnærmelser og hans uerfarne bestyrtelse over hendes uforsagte ånds- og kønsliv med begge køn - og vi ser dem igen i livets sidste fase, hvor hun sjokker efter ham gennem deres hjems utrolige roderi, en sprog- og hjælpeløs ælling tæt i hælene på sin andemor.

Mellem de yderpunkter veksler filmen bestandig:

Erindringerne om ungdommens prøvelser af en kærlighed, ingen af dem alligevel synes at tvivle på - og så alderdommen med hendes tab af al erindring. Men desto stærkere, ordløse vidnesbyrd om kærligheden mellem dem, i hendes blinde tillid og hans omsorg, men også i hans fortvivlede raseri over hendes uforstand - og sin egen utilstrækkelighed.

Sjældent har en Oscar været mere fortjent end til Jim Broadbent for den præstation. Som den unge Bayley forener Hugh Bonneville lige så elskeligt forsigtigpeteren med den galante ridder-nørd, og Kate Winslet låner al sin uglamourøst viljestærke udstråling til den fri, frække og filosofisk skarpe Iris Murdoch i halvtredsernes Oxford. Den modne Iris' intellektuelle nedbrydning og fortvivlede vej ind i mørket gennemlever Judi Dench så lysende af liv ... ja, så man netop bilder sig ind, at man aldrig vil glemme det.

Om filmen får nye læsere ind i et forfatterskab, hvis mytiske og psykoerotiske halvmørke er gennemlyst af intelligens, må tiden og biblioteksudlånene vise.

Men 'Iris' må være årets film for voksne mennesker, læsere eller ej, om livets skrøbelighed og kærlighedens styrke.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere