'Hart's War' udspiller sig i en tysk fangelejr for allierede soldater under Anden Verdenskrig. Det er i denne lejr, den amerikanske løjtnant Tommy Hart (Colin Farrell) kommer til at udkæmpe den krig, der har givet filmen titel. Hvilket også indebærer, at det store slag i handlingen ikke udkæmpes på krigens normale, dræbende våben. Der er i stedet tale om en kamp om holdninger, samvittighed og idealisme. Det er her, Hart og de andre fanger i lejren må vise, at de er mænd af mod. At de er helte. Ikke fordi de har ofret sig eller sejret på den traditionelle slagmark, men fordi deres hjerter er rene, deres indstilling uplettet. Alt dette sættes i filmen i centrum gennem en klassisk mordgåde. Forhistorien er, at to sorte amerikanske piloter på et tidspunkt bliver indsat i lejren, hvilket straks udløser en racistisk præget uro blandt de hvide medfanger. Nu sker der det, at den ene sorte pilot tilsyneladende bliver offer for en sammensværgelse, der fører til, at de tyske vagter skyder ham ned. Kort tid herefter myrdes lejrens førende racist, sergent Bedford, og al mistanke samler sig naturligt om den anden sorte pilot, løjtnant Lincoln Scott (Terence Howard). Det lykkes nu fangernes leder, oberst Bill McNamara (Bruce Willis) at overtale lejrens kommandant til at lade fangerne oprette en domstol, der på et retfærdigt grundlag skal afgøre sagens udfald. Som forsvarer for Scott bliver den jurastuderende Hart udpeget. En meget stor del af filmen er nu koncentreret om retssagens forløb. Men spændingen har desværre svært ved at indfinde sig. Det er, som om 'Hart's War' aldrig overvinder et vist præg af noget velmenende, gammeldags og konventionelt. Et rutinemæssigt fangelejrsdrama - nu med tunnel under latrinerne. Selve den på én gang uoverskuelige og arrangerede mordgåde bliver aldrig vedkommende. Og filmens forsøg på at sætte vanskeligt håndterlige begreber som mod og ære, pligt og offer til debat bliver sjældent mere end sympatisk skyggeboksning. Man savner menneskeskæbner. Man savner personer, der bider sig fast, så de vækker og griber os, sætter vores tanker og følelser i sving. Dertil er Bruce Willis som McNamara alt for ensidig og udvendig, alt for mangelfuld i sin psykologiske indlevelse. Mens Colin Farrell som Hart er for pæn og for bekymret. Man savner netop kant, konflikt og kamp. Man savner 'Hart's War'.