Animationsindustrien synes besat af målgruppeberegninger af typen: Hvis nu vi kan spække en sjov og spændende historie for mindre børn op med genre- og selvironi for større børn og voksne, har vi så publikum nok til en kassesucces? 'Shrek' viste, at kunststykket kan udføres vidunderligt morsomt, dygtigt og charmerende. Desværre, for så vidt som dén succes nu binder og blænder mindre genier. For eksempel tv- og reklameanimationsinstruktøren John A. Davis, der her spillefilmdebuterer. Hans historie har i grunden både spænding, vilde løjer og selvironi. Alligevel er den skrupirriterende, takket være kombinationen af grovkornede figurkarikaturer med et enfoldigt snæversynet verdensbillede: amerikansk middelklassebarndom som ubevidst forbrugerorgie. Niels Neutron er mindre end sine klassekammerater, men under gelehårtoppen har han mere viden end hele skolens lærerværelse tilsammen. Og hjemme under parcelhuset har han flere etagers laboratorium, hvor han får kontakt med en fremmed civilisation i stjernebilledet Orion. Disse yokianere - stilkøjede grønne blævermasser holdt sammen af svævende æggeskaller - bortfører nu alle villakvarterets forældre, Niels omdanner et lokalt tivolis karruseller og rutsjebaner til rumflåde, og så af sted. I arenaen på den fremmede planet kæmper de mod æggehovedernes menneskeædende gud, en tre-øjet hønseøgle i gigaformat - »føj for en lørdagskylling«! Parodien på alle rumoperaers højdepunkt, fra 'Jens Lyn' til 'Star Trek', er ikke til at tage fejl af. Alt sammen ikke uden lyspunkter, kvikt afviklet og med mange skøre indfald, bl.a. i forbindelse med robothunden Pølse, der kan betydeligt mere end at skide møtrikker. Men personerne er i grovkarikeret 3D-computeranimation, dvs. en krydsning mellem havenisser og 'Rugrats' (en anden Nickelodeon-animationsserie), omplantet til 'Toy Story'-teknik. Og verdensbilledet altså snarere en todimensional flade af klicheer, selv i børneflokken der rækker fra skaterbøllen over den søde astmatyksak til klassens kvikke, lyshårede pige. Hvorfor tror så mange børnefilmfolk egentlig, at børn kun fremstilles i fem stereotyper, tre han- og to hun-modeller? Og voksne kun i to?