Antonia er lykkeligt gift med Massimo. To vakse karrieremennesker med alt på det tørre og thaipige i huset. De har været gift i en årrække, men begærer stadigvæk hinanden. Antonias trygge tilværelse får imidlertid en chokerende brat ende, da Massimo vader ud foran en bil og omkommer ved en trafikulykke. Chok nummer to får hun, da det viser sig, at hendes elskede Massimo har været hende utro i syv år. Med en mand. Hver gang Massimo hævdede at have været til fodboldkamp for at se Roma spille ude eller hjemme, var det i virkeligheden en helt anden form for maskulint samspil, han dyrkede i det skjulte. Antonia opsøger elskeren Michele og knalder ham en lussing. Men de to har trods alt elsket den samme mand. De har en fælles forståelse og en fælles sorg. Langsomt bliver Antonias væmmelse vendt til nysgerrighed og en voksende sans for attraktionen i et spraglet bøssemiljø, hvor man måske nok har en bidsk omgangsform, men lever sammen i en form for fællesskab og solidaritet, der ligger meget fjernt fra den bekvemme borgerlige tosomhed, Antonia og Massimo beboede. Michele bor i en tilsyneladende nedslidt beboelsesejendom i det romerske kvarter Ostiense. Men bag dørene er der liv og farver. Ejendommen er indrettet som en slags bøssekollektiv. Viceværten er en tyksak i dametøj, og Michele er en slags høvding i huset, hvor bøsserne laver lækker mad, når de ikke er til vilde fester. Transseksuelle svanser omkring, og i en seng i et mørkelagt værelse ligger Ernesto og er ved at dø af aids. Antonia bliver ikke overraskende klogere på både bøssernes og sit eget liv. Dog kan det godt undre, at aids-lægen Antonia indtil da åbenbart har været nærmest fuldstændig uvidende om det homoseksuelle miljø. Men ellers er det småt med overraskelser i Ferzan Ozpeteks film, der starter så overrumplende, men bliver en noget forudsigelig udviklingshistorie og en lige så forudsigelig hyldest til tolerancen. Den tyrkiskfødte Ozpetek fik sit gennembrud med 'Det tyrkiske bad' og fulgte det op med endnu en international succes, 'Harem Suare'. 'Familiebilleder' kan imidlertid på ingen måde kaldes en stor film. Den ville kunne gøre sig som et solidt indslag i en filmfestival for bøsser og lesbiske, men heller ikke den nye italienske stjerne Stefano Accorsi gør som Michele det helt store indtryk. Accorsi satser en hel del på sine øjenlåg med indbygget rullegardineffekt, men ligesom Margherita Buy i den kvindelige hovedrolle sørger han næsten lidt for omhyggeligt for ikke at overspille. Man forstår ham godt. Michele skal nemlig være den næsten helt almindelige, ja, på grænsen til det heteroseksuelle, identifikationsfigur i det kulørte bøsseoptog. Også det er med til at gøre filmen til en godt nok sympatisk, men ikke særlig ophidsende film. En præstation med mere bid i finder man til gengæld hos Erica Blanc, der med køligt overblik og tørt vid spiller Antonias bramfri mor, Veronica.