Alle de ensomme mennesker. Dem, The Beatles' sang om i 'Eleanor Rigby'. Man synes at møde et betegnende udsnit af dem i Mike Leighs nye, på én gang prunkløse og bemærkelsesværdige film 'All Or Nothing'. Her vender instruktøren uden forbehold tilbage til den hårde og usminkede samtidsskildring, man genkender fra fornemme udspil som 'Life Is Sweet', 'Naked', 'Secrets And Lies' og 'Career Girls'. Men alligevel er det, som om han i 'All Or Nothing' formulerer sig en tand mere strengt og kompromisløst. Uden at filmen dog af den grund udarter til det demonstrative eller mister sin meget afgørende og menneskelige hverdagspuls. Der er beundringsværdigt nok hverken udvendig stilisering eller ufrivillig selvparodi at spore i 'All Or Nothing'. Der er udelukkende denne samling ensomme, desorienterede mennesker, som kredser om hinanden i en trøstesløs forstadsghetto i London, og som synes komplet ude af stand til at komme i kontakt med både deres eget og de andres følelsesliv. Det er hjerteskærende deprimerende. Ubærligt at se på. Men samtidig virker det netop nødvendigt og berigende at betragte, fordi Leigh og hans fremragende skuespillere konstant forlener hele trøstesløsheden med et uafviseligt præg af sandhed og indsigt. Det er her et sted, der hviler en atmosfære af klassisk tragedie over 'All Or Nothing'. Ikke i handlingsgang eller tematisering, men netop i den manende stemning. Man fornemmer, at der er en kunstnerisk formidlet sandhed og indsigt, som - koste hvad det vil - skal frem. Det er denne klangbund af uprætentiøs alvor, der straks fra begyndelsen - bl.a. via den gennemgående, elegisk enkle baggrundsmusik - får filmens personer til at træde elementært og utvunget i karakter. For vel lever de det lave liv, men samtidig er der ingen tvivl om, at de netop, på godt og ondt, er fulde af liv, af indestængte følelser, forventninger og frustrationer. I forgrunden står Penny (Lesley Manville) og Phil (Timothy Spall) og deres to børn, Rachel (Alison Garland) og Rory (James Corden). Imellem kassedamen Penny og taxachaufføren Phil er enhver følelsesmæssig gnist og kontakt for længst forsvundet. De lever sammen, men hver for sig i en gennemført grå og ensformig dagligdag. Begge deres overvægtige børn skiller sig ud på en betænkelig måde. Den pligtopfyldende Rachel, der gør rent på et alderdomshjem, er indadvendt og kontakthæmmet, mens den arbejdsløse Rory, som fordeler dagen mellem at se tv og være i slagsmål, er provokerende rastløs og aggressiv. Rundt omkring denne lille ulykkelige familie findes en flok naboer og bekendte, hvis liv og hverdag også er del af menneskeskildring og samtidsportræt i 'All Or Nothing'. Phils kollega Ron (Paul Jesson) er gift med den alkoholiserede, skiftevis patetiske og tragiske Carol (Marion Bailey), og de har sammen den forsømte og seksuelt udfordrende datter Samantha (Sally Hawkins). Dertil kommer den enlige Maureen (Ruth Sheen) og hendes voksne, men umodne datter Donna (Helen Coker), som på et tidspunkt bliver gravid med den indskrænkede og voldelige Jason (Daniel Mays). Som antydet er solstrålehistorien blandt dette persongalleri svær at finde. Og alligevel føler man netop, at Mike Leigh og skuespillerne har realiseret 'All Or Nothing' ved hjælp af et afgørende kunstnerisk overskud. Dristigt nok synes filmen at være renset for humor og selvironi, og den har langtfra samme præg af god og tilfredsstillende fortælling, som f.eks. karakteriserede 'Secrets And Lies'. Der er stort set ingen overordnet, medrivende handlingsgang i 'All Or Nothing'. Udelukkende en samling løst sammenkædede optrin fra den samme triste hverdag, den samme udsigtsløse tilværelse. Det er på et andet, mere raffineret og vanskeligt håndtérbart plan, rigdommen i filmen indfinder sig. Den ligger i det endelige signalement af alle disse ensomme, sårede og kærlighedsløse individer. For nok gør det ondt at se deres forlis og elendighed, men samtidig er sandheden om dem også en anden. De viser sig alle at rumme en menneskelig værdi, en værdighed, man ikke kan antaste. Og Mike Leighs mesterskab som instruktør ligger netop i, at han evner at fremhæve denne værdighed og dermed samtidig drejer opmærksomheden bort fra sin egen sublime, kunstneriske formidling af den.