Bedre krybende uhygge og bloddryppende chokvirkninger fås ikke, og heller ikke bedre pastiche over de knaldromaner fra forrige århundreder, der under beretningen om sindrige hævntogter afslørede klassernes og kønnenes nådesløse kamp. 'Paris' mysterier', 'Greven af Monte Christo', 'Manden med jernmasken' og en snert af 'Fantomet i operaen', alt sammen ganget med dobbelt dosis topmoderne special effects - som instruktøren Pitof hidtil har produceret til bl.a. 'Jeanne d'Arc' og 'Alien: Resurrection'. Men det gode ved de gamle biedermeyer-gysere var jo også deres strenge psykologiske og fortællemæssige logik, og dén leverer manuskriptforfatteren Jean-Christophe Grangé upåklageligt - det ved vi fra romanen 'De blodrøde floder', filmatiseret sidste år. Skæbne og hævn er også dynamoen i historien om den kappeklædte detektiv Vidocq (Gérard Depardieu som ren stilstudie), forsvundet og formentlig død i kælderskakterne under et glasværk efter en drabelig kamp med den mystiske mand med glasmasken. Den unge journalist Boisset (Guillaume Canet med ungdommelig ildhu og netop det rette strejf af noget kinky) vil opklare, hvad der er sket, og det følger vi så i rytmisk raffinerede krydsklip tilbage til tidligere hændelser: Lynet slog ned i tre indflydelsesrige mænd, hver gang var glasmasken i nærheden - og det samme var Vidocq. Nu kappes journalisten, politiet og den morderiske forsvindingskunstner om at følge sporet bagud, i dagene op til den anden franske revolution i 1830. Blodsporet fører gennem smøger og kælderhvælvinger myldrende af oprørsk proletariat, men også til aristokratiske palæer og luksusbordeller, hvor sinistre hulbroderskaber dyrker mørkets gerninger. Var lynnedslagene hævn for jomfrumishandlinger, eller skjuler der sig endnu frygteligere kynisme bag den første række lig? Filmen er en stilrent ubarmhjertig kolbøttetur i industrialiseringens kulisser og messingblanke alkymist-teknologi, og i sådan en senromantisk gyser med mekaniske dukker, tunnellabyrinter og psykiske spejlbilleder i sandhedens øjeblik er intet, hvad det på overfladen giver sig ud for - heldigvis! Her tæller hver bloddråbe, og døden lurer bag hver hemmelig paneldør. Bare for meget? Næ, lige tilpas til dét ærligt uædle formål, filmen vedkender sig: at pirre nerverne råt og elegant fra først til sidst! Pastiche, jo - men vaskeægte Midnight Movie Madness!