Hvis ikke den rå energi og livssult i denne film river én med, bør man nok opsøge sin læge. Dét bør man i grunden også, hvis ikke man samtidig bliver smittet af angsten og desperationen lige under det vilde trip. Men i så fald er man måske også uden for terapeutisk rækkevidde. Den 41-årige britiske instruktørs film om døgnet rundt-festen i Manchester i den lille halve snes år omkring 1980 virker i hvert fald på begge måder på én, der tilhører punkernes forældregeneration. Det er nemlig fortællingen om, how rave was born , da natklubben The Hacienda skaffede den grimme industriby Manchester en plads i musikhistorien; da man begyndte at klappe ad discjockeyen, ad mediet i stedet for musikken; og da 'Give me an E' snarere betød en pille end en tone på instrumentet. Men historien begynder allerede med en af punkbandet Sex Pistols' første koncerter i juni 1976: »Det var historisk, mand!«, forklarer tv-værten Tony Wilson. Vissevasse, mener hans ven Alan Erasmus, var der ikke kun 42 tilstede? »Hvor mange deltog måske i Den Sidste Nadver? Eller i mordet på Cæsar?«, svarer den kvikke og veluddannede Wilson med en mindeværdig skelnen mellem succes og betydningsfuldhed. Blandt de 42 er dem, der skabte bandet Joy Division med forsangeren Ian Curtis og dermed grundlaget for Wilson, Erasmus og Rob Grettons ny pladeselskab, temmelig alternativt: Der blev ikke skrevet kontrakter, enhver kunne frit gå eller blive. Wilson, syret og samtidig åleglat spillet af Steve Coogan, kommenterer glimtvis hele fortællingen og de enkelte scener, indledt med at han som tv-vært skal prøve hanggliding og henkastet forklarer, at det her jo både skal opleves bogstaveligt og symbolsk: »Ikaros, jeg siger ikke mere«, lyder den postmoderne selvironi. Himmelstormere er de, måske med undtagelse af Shirley Henderson (der p.t. også kan ses i 'Wilbur begår selvmord') som hans første kone, der bare fyrer og syrer til ganske almindeligt husbehov. En anden uforglemmelig birolle er Sean Harris, som er den desperat anspændte Ian Curtis, der skiftede festmusikkens fortegn til en desperat mol med sit selvmord allerede i 1980: »Musikkens modstykke til Che Guevara«, udbryder den historie- og selvbevidste Wilson ved kisten, patetisk og ægte fortvivlet på én gang. Som den geniale producer Martin Hannett ses en fedtet Andy Serkis (bedre kendt som Gollum i 'Ringenes herre'), godt fulgt på vej i selvdestruktivitet af Shaun Ryder (spillet af Danny Cunningham), sanger i bandet Happy Mondays, hvis ene album har givet filmen titel. Den biografiske korrekthed i Frank Cottrell Boyces nødvendigvis summariske manus må mere sagkyndige dømme om; men ikke mindst takket være von Trier-fotografen Robby Müllers suveræne kameraarbejde - f.eks. en rottegiftmassakre på byens duer, filmet ovenfra i ekstremt fugleperspektiv, mens de dunser til jorden - gengiver den vittige, vemodige og vilde film både et konkret afsnit af musikhistorien og en mere tidløs generationsstemning: verdens begyndelse og undergang i ét.