Nogle gorillaer er buret inde i et forsøgscenter i London, hvor de blandt andet udsættes for tv-billeder fra demonstrationer, optøjer og krige konstant. I aberne vokser et voldsomt had. Da en flok dyreværnsforkæmpere en nat befrier dyrene, slipper de samtidig hadet løs. 28 dage senere vågner cykelbudet Jim (Cilliam Murphy) op på et hospital, hvor han har ligget i koma efter en trafikulykke. Tøvende, men tillidsfuld, går han ud i den by, han engang kendte som sin. Men nu er den kun beboet af døden og frygten. Hadets infektion, den moderne pest, har fået menneskene til at dræbe hinanden på rekordtid. Der er tilsyneladende kun stakkels Jim, de blæsende avissider med verdens mest ligegyldige nyheder og de halvt opløste lig tilbage i gaderne. Et mareridt, der kunne være baseret på Gasolins 'Stakkels Jim', men er afsættet til blodig civilisationskritik fra den skotske instruktør Danny Boyle, der står bag film som 'Mord mellem venner', 'Trainspotting', 'The Beach' og den forrygende 'Vacuum Completely Nude In Paradise'. Denne gang har Boyle arbejdet sammen med forfatteren bag 'The Beach', Alex Garland, der har skrevet manuskriptet til '28 dage senere'. Det er et lovende samarbejde og filmens første del lever fuldt op til det. Jim er ensom i storbyen på en måde og i et scenario, som hverken Palle eller de mange andre, som der i tidens løb er drejet historier og film over, kunne forestille sig. For der er stadig horder af smittede mennesker i live. I deres blod raser det had, der får dem til at bide alt levende, de ser. Bliver man bidt eller får deres blod ind i sine egne blodbaner, er man ikke alene dødsdømt, men også livsfarlig for alle andre. England er derfor isoleret og i karantæne for resten af verdenen. Kun de stærkeste, om overhovedet nogen, vil overleve. Den kvælende ensomhed og den stumme angst i den uvirkeligt stille og tomme millionby skildrer den herboende, britiske fotograf Anthony Dod Mantle (manden med kameraet i film som 'Festen', 'Mifunes sidste sang', 'It's All About Love' og 'Dogville') med hastige og grumsede panoramabilleder, optaget med digital video. Det er billeder af London og England, som vi gudskelov aldrig har set det, men i sig har de også den skønhed og livsglæde, der er filmens værn mod alt hadet. »Det handler om mere end blot at overleve«, som den smukke, men desillusionerede Selena (Naomie Harris) finder ud af undervejs. Sammen med hende, en far og datter, søger Jim, spillet med fin udvikling i karakteren fra den glade naive ungersvend til den desperat målbevidste mand af det unge irske talent Cillian Murphy, ud af byen mod en mulig militærpost nord den brændende millionby, Manchester. På vejen til det, der viser sig at være en ond fælde, udarter filmen først til at blive en regulær roadmovie med antydningen af romantik mellem Jim og Selena, for siden at tippe over til rendyrket splatter i den meget langstrakte slutning, naturligvis på et af de britiske godser, der er alle gyseres barndomshjem. Med en verden på randen af krig og med gensplejsning og forsøgsdyr som realiteter, fremstår '28 dage senere' som en dirrende smuk og skræmmende, velment advarsel. Men 28 dage er jo også en menstruationscyklus, hvilket måske kan forklare, at filmen i sin sidste del lader alle de gode intentioner forbløde i afmægtigt raseri. Hvilket faktisk ikke er uhyggeligt, men alt for forudsigeligt.