Første gang jeg så det, der altså skulle vise sig at være den næstsidste vals, var i 1979 i Skjern Bio. Selv om det var en sløv lørdag eftermiddag efter inhalering af lidt god rygetobak, står mange numre og scener fra filmen stadig skarpt. Især Neil Young, der sang 'Helpless' og virkede, som om han lige nøjagtig var det, og den korte, blærede introduktion af datidens guitargud, Eric Clapton: »Playing guitar - Eric Clapton«. Det er dejligt at gense Martin Scorseses kultklassiker af en koncertfilm fra den sidste koncert med The Band, der 25 år efter sin premiere rammer biograferne igen med forbedret, digital lyd. Gruppen, der var aktiv i rockmusikkens guldalder fra 1960 til 1976, startede som et lille barband i Canada og endte som en af USA's fornemste repræsentanter for rock, roots, country, blues, rhytm'n'blues, cajun og soul. Samt som backingband for Bob Dylan. Den 25. november 1976 havde The Band inviteret en kongerække af datidens - og for den sags skyld nutidens - største rocknavne til Winterland Arena i San Francisco til en afskedskoncert. Bob Dylan var der sammen med bl.a. Van Morrison, Joni Mitchell, Emmylou Harris, Neil Diamond, Dr. John og Muddy Waters. På forhånd må hele denne stjerneparade og filmholdet have virket fuldstændig overvældende, men det lykkes for Scorsese at forme projektet om til et lille og fint portræt af datidens rock. Hippietidens naivitet var for længst brugt, og de barske realiteter stod klart for disse mennesker, men alligevel holdt de stand med værdighed og overdådig musikalitet. De mange nærbilleder og kameraets rolige dvælen ved musikerne og musikken er overbevisende. Her er ingen hastværk eller smarte affekter, her tror man på, at varen er god og intens nok, som den er. Og det er den. Stadig. Hvis for eksempel guitarist Robbie Robertson og bassist Rick Danko trådte ned fra lærredet og ud i Københavns gader i dag, ville de såmænd ligne de mange andre halvgamle knøse, der stadig går rundt med instrumentet på skulderen på vej til dagens øver eller session. Moden og stilen er med The Band, hvis udforskning af de amerikanske traditioner fra Sydstaterne er så moderne som dengang. Og musikken holder stadig for langt de fleste af gæsterne, nu oven i købet med tilføjelsen af et vist nostalgisk vemod og patina. De små bidder af interview med Scorsese og The Band fungerer dårligt, men fremragende som små stemningsvignetter og giver trods alt samlet et fint indblik i den turnerende musikers liv, og hvorfor det liv er »en umulighed i længden«, som Robbie Robertson udtrykker det. Der er mange fine øjeblikke i de små sekvenser, som for eksempel da samme Robertson fortæller om gruppens første job som backing for sangeren Ronnie Hawkins. »Du får«, sagde Hawkins, »ikke mange penge ud af det, men til gengæld får du mere fisse end Frank Sinatra«. Selv et sådant liv kan blive for meget for voksne mænd. Men stemningen, minderne og musikken fra The Road lever i den grad i 'The Last Waltz'. Det er meget svært at sidde stille og ikke synge med i biografsædet.