Uaktuel kan man ikke kalde historien om, hvor effektivt soldater gøres til dræbermaskiner. Og hvor svært det kan være at få de maskiner standset, når de er hjemsendt! Men uforudsigelig eller uundværlig er den desværre heller ikke. I en justering af Vietnamkrigens mange følgefilm tager den her afsæt i nogle modbydelige scener i Bosnien. Her går US-specialtroppernes Aaron Hallam bag om de grinende serbiske soldater - der mejer flygtende børn, kvinder og gamle ned - og ind i én moske og skærer halsen over på fjendens iskolde anfører. Hallam vender hjem og får sin Silver Star-orden for udvist mo(r)d - men finder ikke fred nogetsteds. Nærbillederne af rædslerne klistrer til hans nethinde, han bliver besat af en vrangvendt trang til at 'bevare liv' ved at slagte mænd, der dræber dyr bare for sportens skyld. Mordene på jagtbetjente og jægere i Oregons skove har rituel karakter, så FBI tilkalder L.T. Bonham - manden, der uddannede elitesoldaterne. Han kan tyde hvert et spor i skov eller by, skønt han aldrig selv har slået nogen ihjel, men lever som Verdensnaturfondens mand i Canadas øde snemarker. Mellem de to skarpt optrukne typer, rent ud sagt på grænsen til karikaturen, står kampen så: Tommy Lee Jones som stifinderen, der kun arbejder alene og i skjorteærmer, uafrystelig som en blodhund på sporet af flygtningen og seriemorderen Benicio del Toro, hvis postwarstress syndrome er slået om i ren veteranpsykose. Ved ringsiden opererer Connie Nielsen som sportstjekket, men farveløs FBI-agent - som instruktør Friedkin ('French Connection', 'Exorcisten' og 'Sorcerer') og manusforfatterne heller ikke finder nær så interessant som stenalderkonflikten: mand mod mand. Lyspunkter er dels, at den langstrakte jagt på den kriminelle helt fra Bosnien for en gangs skyld ikke foregår i L.A. eller N.Y.C., men er henlagt til broer og vandfald, kloak- og dæmningsrør, legepladser og skinnebuslegemer i Portland, Oregon. Og dels Tommy Lee Jones, der har skabt en figur helt modsat hans FBI-strisser fra 'The Fugitive': En tæt, fuld- og gråskægget, næsten lavstammet naturnørd, der slæber lidt på de stive ben - en grævling af en biologilærer, der aldrig har gjort en flue fortræd, men véd alt om, hvordan man gør det! I en indledende scene hjælper han en hvid ulv (kærlig hilsen til Jack London) ud af en snare - for derefter at lemlæste ham, der havde sat snaren op. I Hollywoods løbende kærlighedsaffære med selvjustitsens princip, som en vej tilbage til naturen, er dr. Dyregod her kun en gradsforskel fra den fortvivlede krigshelt og ritualmorder! De er som far og søn: »God said to Abraham: Kill me a son!«, messer Johnny Cashs røst med Dylans 'Highway 61 Revisited'. Og dét er bare for meget!