En række kunstfærdige og komplekse film om de komplicerede følelsesmæssige spilleregler, nutidens mennesker er underlagt, etablerede den canadiske instruktør Atom Egoyan som en af tidens mest personligt arbejdende instruktører. Med 'The Sweet Hereafter' og 'Felicia's Journey' lavede Egoyan film med mere enkle historier og en mere direkte appel. 'Ararat' er en ny type fortælling fra Egoyans hånd, men samtidig en film, som prøver at kombinere de to spor. Atom Egoyan og hans hustru og faste kvindelige hovedrolleindehaver, Arsinée Khanjian, er begge af armensk afstamning. Egoyan vil i 'Ararat' fortælle om den armenske tragedie. Fra midten af 1890'erne til en rædselsvækkende kulmination i 1915 gennemførte tyrkerne en systematisk udryddelse af sit kristne armenske mindretal. En tragedie og en forbrydelse, der ikke medførte andet end magtesløse protester fra Europa. Det er et svært og traumatisk stof, og Atom Egoyan har ikke gjort det nemmere. Charles Aznavour spiller den berømte armenske filminstruktør Saroyan, der er ved at indspille en nådesløs film om armeniernes holocaust. Filmindspilningerne bliver en slags glidende tilbageblik til rædslerne og en måde at undersøge historiens indvirkning på nutidens efterkommere af armeniere og tyrkere i Canada. I centrum står kunsthistorikeren Ani (Khanjian). Ani er specialist i den armenske maler Arshile Gorky, som overlevede katastrofen, men senere begik selvmord. Anis foredrag om Gorky bliver systematisk saboteret af steddatteren Celia, der er kæreste med Raffi, Anis søn af første ægteskab. Celias far begik - måske - selvmord på grund af Ani. Celia beskylder Ani for at forveksle den armenske tragedie med hendes eget kærlighedsliv og for at skjule sandheden om hendes fars død. Som om dét familieportræt ikke var nok, involverer Egoyan også forholdet mellem en pensionsmoden tolder, hans homoseksuelle søn og hans kæreste, den tyrkiske skuespiller Ali, der i Saroyans film spiller folkemorderen Jevdet Bey. Det er kun nogle af de mange indviklede forhold mellem menneskene og historien. De tre tidsplaner - Første Verdenskrig i Tyrkiet, Arshile Gorky i 1934 i New York og nutiden i Canada - væver sig ind og ud imellem hinanden. Er der forskel på den historiske sandhed og den sande historie om to mennesker, og hvor meget kan man vide om nogen af delene? Kan man genoprette den nødvendige tillid mellem mennesker, hvis man samtidig skal huske alt, hvad der er sket? Det er komplicerede spørgsmål, som Atom Egoyan også overdriver kompleksiteten af. Den brutale udryddelse af armenierne skildres enkelt og brutalt. Efterkommernes forsøg på at leve med deres fortid skildres med skygger, famlen og ubesvarede spørgsmål. De to lag har svært ved at kommunikere. En afgørende afvejning af, hvad der er nødvendig kompleksitet for ikke at forsimple, og hvad er unødvendig forvirring, mangler i et værk, der ganske rigtigt har nødvendigheden, men også opleves, som om Atom Egoyan er voldsomt tynget af den byrde, han har påtaget sig ved at trække på denne Armeniens dystre hovedstol.