Filmen bygger på Janet Fitchs bestseller 'White Oleander', og flirter velmenende med alvorlige temaer, men fordi den skal overholde alle underholdningsindustriens spilleregler for udformning af plot og karaktertegning, bliver den aldrig andet end social soap. Selv når det ser mest sort ud for den stakkels teenager Astrid, røber alle tilforladelige detaljer i Peter Kosminskys 'White Oleander', at der er tale om en opbyggelig historie med dertilhørende forløsning og morale. Astrids mor, kunstneren Ingrid (Michelle Pfeiffer), begår et jalousimord, da datteren er 15 år. Passionen er farlig. Så den skal man holde sig fra, lyder hendes ene lektie til datteren. Hendes anden lektie er, at hendes skønhed er kvindens magtmiddel. Hvordan hun med den bagage er blevet en dybsindig kunstner, melder historien ikke noget om. SØNDERKNUST over moderens dåd og dom kommer Astrid i pleje. I rask trav tværs igennem drejebogen oplever hun vidt forskellige miljøer. Først lidt hård kontrast i skødet hos ægte white trash i selskab med en nykristen eksstripper (Robin Penn Wright) og hendes lidt for lækre håndværkerkæreste, så hos en sød, velhavende og nervesammenbrudt filmskuespillerinde (Renée Zellweger). Hård bliver Astrid på et ungdomshjem, inden hun bliver smartpunker og befriende ligeglad med sit skønne udseende hos en russisk klunser (Svetlana Efremova). Men heldigvis bliver Astrid ikke en dybt skadet sociopat. Hun nøjes med at skifte type fra den ene fosterfamilie til den næste, mens hun for hver gang kan frigøre sig lidt mere fra sin mor; den moderne heks. Den egoistiske voksenperson, til og med kunstner, der forfølger sine egne behov snarere end sit barns. Men Michelle Pfeiffer er ikke skræmmende, kun skræmmende tæt på parodien, i rollen som kunstnerisk snedronning. Det er som i en børnefilm. Astrid klarer ærterne. 'White Oleander' er en voksenfilm, men reelt et eventyr, der aldrig er værre, end at større børn sagtens kan se med og hygge sig med en social guldroman om mor(d) og datter.