Har du penge, så kan du få. Har du ingen, kan du gå. Eller rettere køre. For roadmovien er nu som før den hæderkronede udvej for instruktøren, der har en fortælling i sig, men ikke mange økonomiske valgmuligheder. Penge er heldigvis ikke alt. Derom er den argentinske 'Lige pludselig' ('Tan de Repente') en kærkommen påmindelse. Med sine gnidrede sort-hvide billeder og sin langsomme fortællestil er Diego Lermans film næppe en fortælling for et større publikum. Men har man en grundlæggende nysgerrighed over for filmverdenens randeksistenser, har 'Lige pludselig' bestemt noget at byde på. To film trænger sig på som oplagte sort-hvide referencepunkter. Den første er Wim Wenders' arketypiske, sort-hvide non-action roadmovie 'Im Lauf der Zeit' fra 1976. Den anden er fra 1984, da Jim Jarmusch kom nøglen i tændingen og lod sort-hvid cool genopstå i 'Stranger Than Paradise'. 'Lige pludselig' har hverken førstnævntes nådesløse konsekvens eller sidstnævntes stil. Det er på alle måder en mindre film. Til gengæld har den som sådan en egen form for uskyld og en glimtvis god historie, hvor den ydre og den indre rejse sammenfalder så smukt, som man kan ønske sig af en roadmovie. I grådisede billeder vantrives den småtykke Marcia med sit liv i Buenos Aires som ensom ekspedient i en lingeriforretning uden kunder. Den mutte Marcia er skuffet i kærlighed og har ikke stor lighed med de åleslanke bh-modeller på butikkens reklamer. Marcias triste rutiner bliver radikalt udfordret, da to kortklippede militante piger, som kalder sig Mao og Lenin, bogstavelig talt sætter Marcia kniven på struben. Den kontante opfordring til lesbisk sex og et liv i farlig frihed på én gang tiltrækker og frastøder Marcia. Som ægte revolutionære fratager Mao og Lenin den vankelmodige valgmuligheden, og så drager de ellers ud i provinsen om bord i en tyvstjålet taxa, der dog snart løber tør for benzin. Pigerne ender i provinsbyen Rosario, hvor Lenin, der i virkeligheden hedder Veronica, har en tante. En skøn og livsklog gammel dame, der forstår sig på bolero, kæderygning og et godt glas pullimut. Tante Blanca har også to logerende; malerinden Delia og den generte biologistuderende Felipe. De unge og ældre lærer hinanden at kende. Lærer også sig selv lidt bedre at kende. Meget mere aktion får man ikke. Men det er sådan set også nok, selv om Lerman godt kan forekomme ubehjælpsom i sine umotiverede stemningsskift og den måde, fortællingen forsvinder ud og ind af fokus. Filmen virker især i begyndelsen, som om den er klippet med en usleben hæksaks, og det er et konstant irritationsmoment, at de danske undertekster forsvinder på baggrund af det hvide i de sort-hvide billeder. Men poesien er så ligefrem og nænsom, som menneskeklogskaben er diskret, og er man bidt af at rejse til fremmede lande i biografmørket, udgør dette nedtonede og kornede billede af et Argentina overskyet af en økonomisk krises konstante gråvejr en reel attraktion.