Alt er film. Alt er konstruktion. Kan man virkelig blive revet med af en film, der åbenlyst fra starten markerer sit væsen som konstrueret? Det er en fræk udmelding. En distanceren sig fra alt fodformet og folkeligt forførende. Men jo blot på sine egne præmisser endnu mere forførelseskunst, når man på forhånd gør publikum opmærksom på, at det de nu skal være vidne til er en rekonstruktion af en konstruktion. Med det udgangspunkt er det ikke så mærkeligt, at selve historien, dens figurer og dens følelsesmæssige gennemslagskraft er det mindst markante i Christoffer Boes debut. I 'Reconstruction' er det først og fremmest udtrykket, der gør indtryk. En velgørende udfordring af fillmfortællekunstens vanedannelser. Men også så demonstrativ en dekonstruktivisme, at det voldsomt moderne næsten opleves som lidt gammeldags. Et nybrud der dufter af en rekonstruktion af fordums frankofile filmintellekt. Billedernes knitrende stoflighed. Musikkens suveræne brug af et emotionelt schwung, det godt nok ikke altid er helt let at finde belæg for i billedteksten. Fortællingen om en mand og en kvinde. Eller rettere om en mand og to kvinder. Eller i virkeligheden kun en historie om en mand, der må vælge mellem to kvinder, som måske blot er to aspekter af den samme kvinde(lighed). Som så igen alle tre er figurer i den svenske forfatter August Holms nye work in progress. Holm (Krister Henriksson), der så igen er en af personerne i et fiktivt manuskript skrevet af Mogens Rukov og Christoffer Boe og realiseret af sidstnævnte. Denne meta-konstruktion lykkes det imponerende nok at få til at swinge i takt uden at kløjs i det konstruerede. Men paradoksalt nok for en film, der er en kærlighedshistorie på flere planer, er filmens tyngdepunkt ikke emotionel dramatik. Nikolaj Lie Kaas og Krister Henriksson gør god fyldest, men det er mere en billedfilm end en film for spillerne. 'Reconstruction' er en æstetisk-eksistentiel film. Det er først og fremmest udtrykket, der gør indtryk. Det er en usædvanlig smukt og stramt eksekveret film, der annoncerer et nyt talents temperament i dansk film på et tidspunkt, hvor der åbenlyst er plads til, at der kan være højt til loftet. Det er en fortælling om valg og konsekvens. Det er her filmen får sit ret overraskende element af stilig humor. Fin fransk filmfilosofi møder 'Being John Malkovich', når fotografen Alex oplever konsekvenserne af sit valg. Da Alex (Nikolaj Lie Kaas) vælger den smukke overklassekvinde Aimée (Maria Bonnevie), fremfor sin mere jordbundne kæreste Simone (ligeledes dårende yndige Maria Bonnevie her udrustet med ufrivillig komisk bonderosefrisure for at kunne se 'almindelig' ud), vælger han et nyt liv. Som konsekvens forsvinder hans tidligere liv; det han har valgt fra. Simone genkender ham ikke. Alex' far og venner vil ikke vide af ham. Etagen hans lejlighed lå på, er forsvundet fra ejendommen. Et overrumplende og rammende udtryk for det fravalg, der udgør halvdelen af ethvert valg. På bedste eksistentielle Camus-vis forvandler et øjebliks afgørende valg Alex til den fremmede i sit hidtidige liv. Her er en mand. Her er en kvinde. Her er en cigaret der svæver i en histories fiktion. Lad os se, hvad der sker. Anslaget føles meget Mogens Rukovsk. Som tilfældet til dels var det i Thomas Vinterbergs 'It's All About Love', sidder man med en følelse af, at manuskriptskrivernes mentor er ved at give sig selv for fremskudt en position. Inspirationen og den dialektiske udfordring skal kunne fornemmes snarere end direkte aflæses. »Alt er en fiktion. Alt er konstruktion. Alligevel gør det ondt«. Gør det ondt? Ja, det gør vel ondt på Alex. Gør det ondt, når man ser filmen? Nej, jeg synes ikke filmen er på dén måde stærk. Men den gør til gengæld godt på så mange andre måder. »Er du min drøm, så er jeg din drøm«. Det er jo smukt. I hvert fald som konstruktion. Og det er hvad 'Reconstruction' er. En uhyre talentfuld debutants meget selvbevidste og bevidst eksklusive udfordring til filmsprogets vedtagne hverdagsgrammatik. Raffineret og luftigt visualiseres tilværelsens lethed og tyngdekræfter. Ungdommelig og lettere overspændt kombineret med en stor beherskelse af formen og en frigørende appetit på at udforske filmsprogets muligheder. Altså på mere end en måde en slags drømmedebut for den filmskoleudklækkede Camera D'Or-vinder.