Andreas Wilson. Man kan lige så godt bide mærke i navnet med det samme. Her er nemlig et ansigt, som suger kameraet til sig. ´Den debuterende svenske skuespiller spiller i 'Ondskab' den utilpassede Erik. Filmen foregår sidst i 1950'erne og James Dean i 'Rebel Without A Cause' er også for Erik et idol. Som han var det for så mange. Men Andreas Wilson former sin figur med samme naturlige rebelskhed som James Dean. Med mindelser om Thommy Berggren i 'Ravnekvarteret'. Med sin ligefremme muskuløse sårbarhed gør Andreas Wilsons Erik Ponti et indtryk ud over det sædvanlige i en barsk skolehistorie. Autoriteterne i Mikael Håfströms filmatisering af Jan Guillous delvis selvbiografiske roman fra 1981 er både mere brutale og sværere at tackle end det er normen i den slags film. Også hovedpersonen selv er mere kompleks end man er vant til. Erik Ponti er en voldsmand med et potentiale for en høj moral. Når han tæver sine skolekammerater til plukmakrel, er det en indædt og forkert adresseret tak for sidst til sin voldelige stedfar. Da den 16-årige Erik bliver sendt på den aristokratiske kostskole Stjärnsberg får han en sidste chance for at rette skuden op. Erik skifter læderjakken ud med blazer med våbenskjold, men det går hurtigt galt for ham. Ånden på Stjärnsberg er fascistisk og som et ekstra raffinement er det ikke lærerne, men eleverne, der står for den vilkårlige magtudøvelse. Et brutalt hieraki udregnet efter anciennitet og adelskalender styrer Stjärnsberg. »Kammeratopdragelse« kalder man nok så nydeligt dette udspekulerede bølleregime. Erik prøver at indordne sig, men god til at dukke nakken, når han bliver mødt med uretfærdighed og vilkårlig sadisme, er han ikke. Erik er snart i karambolage med den magtfulde elev-führer Silverhielm og hans magtfuldkomne klike. Eriks eneste forbundsfæller er tre andre magtesløse; den buttede læsehest Pierre, den finske tjenestepige Marja og den socialdemokratiske gymnastiklærer, der hævder, at idrætten er demokratisk. Det er den muligvis. Men den har også sine omkostninger, viser det sig, hvis man som Erik overhaler sine sociale overmænd i svømmebassinet. Sammenligner man med tilsvarende fortællinger, noterer man sig en afgørende forskel i Guillous fortælling. Der er både gode og onde lærere på Stjärnsberg, men de er reelt magtesløse til at gøre en forskel. Her hjælper hverken kære mor eller Robin Williams. Det er systemet, der er noget galt med. Og den eneste, der kan lave om på det, er den moralske ener, der tør handle på egen regning og risiko. Dilemmaet for Erik er et andet end det normale for en pint og plaget underdog. Erik er en hærdet voldsmand. Det ved hans plageånder ikke. Stålfjederen Erik kunne slå grevespirerne baglæns ud af adelskalenderen. Men han er fast besluttet på at lægge volden bag og på ikke at spilde sin sidste chance for at få en studentereksamen. 'Ondskab' minder om hvor skarpt opdelt et klassesamfund det svenske har været. Det er ikke så sært, at lighedstanken er blevet ophøjet til noget nær et religiøst dogme af de svenske socialdemokrater. Men skildringen af Stjärnberg som en nazistisk højborg gør 'Ondskab' til en meget sort og hvid film, selv om den i sin skildring af volden netop vil det modsatte. Erik og vi andre oplever Eriks voldelige potentiale som et dilemma. Men forklaringerne er lammende ligetil: Erik får tæsk hjemmefra og giver dem videre. Det samme på skolen: Et afstumpet system skaber afstumpede indidvider. Demokratiet er nødvendigt, men kræver mod og opofrelse, hævder 'Ondskab'. Så enkelt er det? Havde det ikke været Andreas Wilson i hovedrollen havde Mikael Håfströms Oscar-nominerede skolehistorie ikke været meget mere end en effektivt iscenesat politisk facitliste. Takket være Wilson bliver den et drama, man på trods af den firkantede ramme engagerer sig i.