Det begynder med myldretid på studevejen, hvidbroget kvægdrift gennem grønne vange, som var vi på hærvejsvandring i Blichers fodspor. Men det ender jo med myldretid hos bedemanden, ligesom i Wyatt Earps blodspor. Nå, Harmonville er måske så nybagt en prærieby, at kistesnedkeri stadig er hjemmesløjd for de efterlevende. Noget er der galt med dén by, på to måder: For det første har den lille flække alt for mange indbyggere. Ved første møde ligner den julemandens værksted, de tyve meter hovedgade myldrer af savende, bankende, indkøbende, snakkende, legende statister. Men denne kulisses overbefolkning bliver jo snart til overkill, for dens marshall er kun lakaj for den rige ranchejer Baxton, der med hurtig vold og total lokal magt forfølger de omrejsende kvægdriveres ret til græsning, så længe de er på farten. Boss Spearman og hans yngre partner Charley Waite er sådanne 'freegrazers', som nødig gør en flue fortræd - dem er der ellers nok af, når solen går ned over daskende kohaler. De to inkarneres af en sej, men indvendigt blød Robert Duvall, modstander af al unødvendig vold, og en mere fåmælt, knudret Kevin Costner, hvis retskaffenhed er nok så dyrekøbt - han har før myrdet løs i borgerkrigen og som betalt håndlanger for storbønder. Som Baxton viser den britiske skuespiller Michael Gambon os den grimme rutinebagside af sin nok så sympatiske 'Dumbledoreprofil'. Det klassiske set-up kunne være hentet i enhver anden Bill & Ben-roman, men det skal også bare danne ekkorum for en dvælende fotografisk og musikalsk hyldest til kodriverens frihed, til de åbne vidders skønhed og til selvforsvarets nødvendige vold. Her altså tostemmigt legitimeret, og for denne dialektiske skelnen mellem selvforsvar og hævn, retfærd eller selvtægt, er langsomheden en pointe i opmarchen mod de tos endelige opgør med det overtallige afskum. Ganske rigtigt begynder dette klimaks bag byens lejestald. Ikke udtrykkeligt 'the o.k. corral', men ikke for intet er filmselskabet opkaldt efter brødrene Earps skæbneflække Tombstone. Er byens læge ikke nogen Doc Holiday, så foretager Annette Bening som hans søster til gengæld lige så kønt og værdigt som Rhonda Fleming i 1957-filmen halvparten af filmens udpræget tøvende tilnærmelse mellem modne mennesker, på trods af omstændighederne. Set med hendes kærlige øjne bevarer den forhenværende massemorder Charley også vores sympati, selv gennem sit uundgåelige tilbagefald i den kollektive selvbeskyttelses navn. En enkel og køn kernehistorie, langsomt, men sikkert fremadskridende som den ægte tragedie, og spillet genuint af Duvall og Bening, mut, men ganske fascinerende af Costner som en art 'omvendt' lovhåndhæver eller ulvedanser. Men som sin egen instruktør savner han igen en koldsindig assistent til at begrænse sin hang til overdrivelse på enhver led. Også den hang til sentimental patos, der nu f.eks. udstilles ved at henlægge de elskendes afsluttende møde til en pludselig fremgroet engelsk rosenhave med flox og bændler, fletkurv og stråhat og hele svineriet! Midt i overlevelseskampen, med ryggen mod selve det store vildnis?