Allerede i første scene er man fanget ind. Af Coen-brødrenes særegne univers og sydstaternes ganske atmosfære af fugtig varme, gotisk optik, tunge symboler langs floderne og en smertefuld død, der altid lurer i den disede horisont. Fra en bro over en grumset flod kigger kameraet ned på en pram, der roligt glider under os, lastet med affald. På vej til losseplads af en ø, der åbenbarer sig for os lidt længere fremme i deltaet som noget nær et bizart bounty-paradis i solnedgangen. En fantastisk intens indledning på det, der skal vise sig at en højtflyvende komedie, som dog alligevel ender med at blive lidt af en morsom maveplasker i den mudrede flod, fordi man efter hånden forventer sig så meget mere af netop Ethan og Joel Coen. De boltrede sig sidste år med komik på højt plan i den elegante 'Intolerable Cruelty', der aldrig kaldte på skraldgrinet, men i høj grad på det underfundige smil. Nu fortsætter løjerne i genindspilningen af den britiske klassiker 'Ladykillers' fra 1955, der havde selveste Alec Guinness som stjerne og Peter Sellers blandt birollerne. Med et næsten til ukendelighed ændret manuskript af Joel Coen, som også har stået for instruktionen, har brødrene flyttet filmen fra London til den lige så fugtigt varme som gudsfrygtende sydstat Mississippi. Her får den stoute, livsduelige, retskafne og naturligvis stærkt religiøse fru Marva Munson (Irma P. Hall) en dag besøg af den mærkværdige professor Dorr (Tom Hanks). Med et udseende, manerer og ikke mindst besynderligt pyntede, gammeldags konstruerede, sætninger, der er som hentet fra sydstaternes bedre borgerskab i tiden omkring den amerikanske borgerkrig, får han sig charmeret ind på den gamle dame. Og får lov at flytte ind i den smukke trævilla i hvis have, der naturligvis vokser træer, draperet med spansk mos. Det er nu kælderen, som interesserer professor Dorr, der mangler et sted, hvor hans barok-kvintet kan øve sig. Tilladelsen gives, selv om enkefru Munson bestemt ikke er meget for nutidens »hippetihop musik«. Og så går det løs. I endnu en morsom billedsekvens, får Coen-brødrene og deres faste fotograf Roger Deakins, dels præsenteret professorens sammensatte bande af mestertyve, dels åbenbaret nogle af sydstaternes arketyper. I forhold til filmens originale forlæg, skiller især den unge Gawain (Marlon Wayans) sig ud med et imponerende arsenal af ansigtsudtryk bandeord og i en amerikansk film som repræsentant for netop »hippetihop«-generationen. På den måde bliver 'The Ladykillers' en fin sort komedie, som dog adskiller sig forbløffende lidt fra andre bidrag i genren. Både filmens ramme - den enfoldige religion i sydstaterne, dens musik og dens tricks, hvoraf professor Dorrs antikverede og patetiske poesi har vi oplevet før og langt stærkere i den mesterlige 'O brother, Were art thou'. Her var det Ulysses Everett McGill (George Clooney), der stod for de spøjse og fjollede sætninger og selv om Tom Hanks er og imponerende som den belæste gentleman-tyv, konstant på kanten af det karikerede, så er overraskelsen til at overskue. Vi ender derfor med en ganske munter skuffelse. En lidt for entydig hyldest til enfoldigheden, glimrende karakterspil og så tilbage til skrivestuen hjemme hos familien Coen.