Politik og kabale

'Kongekabale' får meget stor respekt for at forsøge at dreje dansk film bort fra mainstream-intimliv og over i en genre, som vi ikke mestrer endnu. - Foto: Per Arnesen
'Kongekabale' får meget stor respekt for at forsøge at dreje dansk film bort fra mainstream-intimliv og over i en genre, som vi ikke mestrer endnu. - Foto: Per Arnesen
Lyt til artiklen

Da Aksel Bruun - læs chefredaktør Hans Engell - kører galt i sin bil og bliver indlagt på Gentofte Amtssygehus i hjernedød tilstand, er der lagt op til magtkamp i Midterpartiet, som sjovt nok kører med mottoet 'Tiderne skifter'. Og tiderne skifter i den grad - så meget, at den valgkamp, man skulle tro var partiets vigtigste dagsorden, (der er i realiteten kun ti dage til valget, men det hører vi nu meget lidt om), forsvinder ud i horisonten. Nu gælder det formandsposten i partiet, hvor to stærke kandidater kæmper om magten: Lone Kjeldsen (Nastja Arcel), som er miljøordfører, og Erik Dreier (Søren Pilmark), som er en stærk og ond mand. Niels Krause-Kjær skrev romanen af samme navn, og Nikolaj Arcel debuterer som spillefimsinstruktør med et tema, vi husker omridset af, men som her er blevet forandret og omsat til thrillerdrama. Politik som fænomen er kommet i fiktionens søgelys, og det er vel ikke for meget sagt, at den danske udgave af genren endnu er på begynderstadiet. Vi er ikke vant til at lægge virkelighed og fiktion sammen i politisk henseende og fotografere Christiansborg som negativ rekvisit. Skuespillere og instruktører er nysgerrige med hensyn til det politiske liv, de har efterhånden opfattet, at det vel egentlig er her, det sner. Og her, det sker. Men hvad sker der? Det er også fiktionens vane (og gamle stolthed) at sætte spørgsmålstegn ved magten. Hvis nogen har magt, må de vel være slette. Jeg anfægter selvfølgelig ikke relevansen af den automatiske tankegang - men man kunne måske efterhånden finjustere sin indsats, gøre sig reelt bekendt med det miljø, man lægger op til at skildre, forlange en nuancering og en dybdeboring - den dybdeboring og sans for dokumentation, som virkelighedens politiske journalister selvfølgelig for længst har lært sig, men som filmlærredets journalister stadig løber uskyldige rundt i, som helte, der begynder som naive amatører - og siden vokser op til en slags nye magthavere. Pressen kan! Pressen kan ... vælte en politiker? Journalist Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen på udgang fra 'Krøniken') får fingre i en historie om Lone Kjeldsens mand, som vistnok har svindlet i fonden 'Verdens Børn'. Og Lone Kjeldsens depressive mand begår selvmord. Men var historien sand - eller er den placeret i pressen af den ambitiøse Erik Dreier og hans spindoktor (en god Lars Mikkelsen) for at forhindre valget af Lone Kjeldsen? Hvad sker der i virkeligheden? Fremstillingen af en reporter (oven i købet fra Dagbladet!) er selv i thrillersammenhæng naiv. Hvis chefredaktøren lader en mand debutere på Christiansborg midt i en valgkamp, må den mand være god, målt med virkelighedens målestok. Men her er det jo en thriller. Gælder virkeligheden så ikke som referenceramme? God journalist er Ulrik Torp bestemt ikke. Ulrik Torp får ganske vist fat i, at historien om Lone Kjeldsens ulykkelige mand desværre var en grum fejltagelse, og så bliver han fyret. Men tror man virkelig på, at hans overklasse-fatter (det er efterhånden blevet Ulf Pilgaards faste filmrolle) nu får besøg af Erik Dreier og opfordring om at beskytte sønnen? Hvad er det for noget tøv, at journalister har kendte fædre, som blander sig? Erik Dreier er endnu mere uhæderlig, end vi troede. Det viser sig efterhånden, at den kabale, han har lagt, inkluderer langt farligere og mere kriminelle falske kort end virkeligheden (dér var den igen!) nogensinde ville tillade. Detaljerne skal ikke nævnes. Og nu er journalisten virkelig forbitret og får hjælp af den illusionsløse kollega Moll. Godt spillet af Nikolas Bro. I filmens dramatiske højdepunkt får vi Erik Dreier på skærmen. Hvordan vil han klare sig? Imens står Moll &Torp naturligvis og følger den levende tv-udsendelse, hvor de skal registrere, om de har bragt Dreier til fald. Nej, de gør ej! De står på tv-gangen og tier stort set stille, mens dramaet fuser ud. Jamen altså! Er de ikke interesserede i, hvad den tv-udsendelse vil bringe? Thriller eller ej - de bedste af slagsen anvender virkeligheden og dens psykologiske sandsynlighed til at bearbejde og klare denne virkelighed op. Det hedder at dramatisere - men her er ikke dramatiseret op, her er situationen slet og ret, jamen jeg siger det ligeud, det rene vrøvl. Når alt dette er sagt, er der også grund til at rose mange af filmens antagelser og pointer. Den er stærkt visuelt fornyende, ikke for fem flade øre dogme. Fremragende fotograferet. Det er godt set, at Lone Kjeldsen - en velspillende Nastja Arcel - også falder til patten og foretrækker en ministerpost frem for hæderlig hævn. Om Søren Pilmark som Erik Dreier, må man sige, at rollen er uhyre velspillet, men at denne bitre mand uden charme aldrig i levende live ville have en chance som toppolitiker. Fiktionen skal - selv når den vil være thriller - lære af virkeligheden. Før virkeligheden kan karikeres, må den spejles. Jeg var i tvivl om hjerterne, men ender på fire. Respekt for en historie, som vi måske havde nydt en hel del som underholdende tv-drama. I hvert fald meget stor respekt for forsøget på at dreje dansk film bort fra mainstream-intimliv og over i en genre, som vi ikke mestrer endnu, men som her er ærligt og spændende forsøgt. Men man skal ikke foregøgle sig, at den fornemmelse af uigenkendelighed, som klæber til thrilleren, ikke er direkte afledt af den genkendelighed, som klæber til virkeligheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her