I gamle dage følte landet en stor tomhed. Det ventede endnu på, at menneskene skulle komme og elske det. Sådan lyder maoriernes myte om deres egen rolle i verden. Men senere kom Kaptajn Cook & Co. til Sydhavet. Og snart kunne de indfødte vinke farvel til deres uforstyrrede kærlighedsforhold til landet, de havde fundet i det store ocean. Mytisk realitet og barsk virkelighed smelter på forunderlig måde sammen i Niki Caros 'Whale Rider'. Det er anden gang, en newzealandsk film vækker berettiget international opsigt ved at fokusere på kultursammenstødet i de indfødte maoriers forsøg på at tilpasse sig et moderne, angelsaksisk samfund. Første gang var, da Lee Tamahoris nådesløse sociale drama 'Once Were Warriors' så dagens lys i 1993. Niki Caros 'Whale Rider' kredser om det samme emne, men med et noget andet tonefald. 'Whale Rider' er ikke som Tamahoris film en brutal afsløring af integrationens håbløshed, men en mere håbefuld og ikke mindst poetisk film for alle aldersgrupper. Uden at stikke letkøbt optimistisk blår i øjnene. I tidernes morgen, og det vil for de newzealandske maoriers vedkommende sige for ca.1.000 år siden, kom stamfaderen Paikea ridende til New Zealand på en hval. I 'Whale Rider' er den bryske bedstefar Koro, en efterkommer af Paikea. Han ser folkets udslettelse for sig. Eller måske rettere dets fatale udvanding. Koro forventer, at en frelser vil blive født, da hans søn Pourourangi skal være far. Men både moderen og den førstefødte tvilling, en søn, dør i barselssengen. Tilbage bliver 'kun' en pige, som Pourourangi stædigt insisterer på at kalde Paikea, inden han drager til Europa og en karriere som kunstner i nutiden. Paikea bliver forkortet til Pai, og 'Whale Rider' skildrer hendes opvækst hos bedsteforældrene. Ikke mindst forholdet til den forbenede Koro, der både elsker sit barnebarn og betragter hendes blotte eksistens som et omvandrende forræderi imod hans drøm om at sikre stammens fremtid. I det lille samfund ved kysten lever de gamle måder videre på bare tæer midt i den moderne verdens druk, tjald, folkeskole, fjernsyn og hiphop-tøj. Respekteret som en slags søndagsreligion, men med stadig løsere greb om de rodløse sjæle til hverdag. Det kan lyde som et lidt bastant oplæg til en fortælling om et opgør mellem tradition og modernitet, men ikke mindst takket være Keisha Castle-Hughes i hovedrollen som Pai, opleves filmen aldrig som hverken klæg eller overdrevent skematisk. Pigens kamp for at sikre sin bedstefars kærlighed og samtidig bevare sin stolthed og selvrespekt, er simpelthen en konstant rørende fortælling om alle børnemenneskers kamp for at passe ind og samtidig få plads til at vokse til sig selv som menneske. Den debuterende teenager er simpelthen sin rolle så helt uden mislyde, at man fuldt ud forstår de mange priser, Keisha Castle-Hughes har hentet hjem verden over. 'Whale Rider' er i det hele taget en film befolket med mennesker af kød og blod. Skildringen af maoriernes skikke og ritualer er særdeles eksotisk. De har f.eks. en virkelig rå måde at række tunge på! Men fordi man oplever skildringen som kommende indefra, bliver der aldrig tale om letkøbt eksotisme. Uden at miste taget i sin specifikke historie, og uden at blive for blød 'world'-kultur, bliver 'Whale Rider' en stærk fortælling, som indfødte folk overalt i verden vil kunne nikke genkendende til. En film, som i forhold til traditionen drømmer om at kunne erstatte degeneration med realistisk regeneration. At det lykkes at få lavet en slutning, der knytter den mytologiske og den moderne realitet sammen i en nok så nydelig slipseknude, kan man mene er lige i overkanten. Men som fortælling giver det god mening. Der er den rigtige mening. Og så er der det, der bare giver god mening. 'Whale Rider' tilfredsstiller begge dele uden at kompromittere sig selv.