Kvinden, der først er hengivenheden selv og så forsvinder brat, sporløst og uden forklaring, er et senromantisk fortælletrick. En gåde pustet op til mysterium og ofte punkteret i overspændt mystifisme. Her er en nutidig fransk aftapning - Gilles Mimounis 'l'Appartement' - som amerikansk remake flyttet til et Chicago i fygende sne: Savnet af Lisa har paralyseret Matt i to år, men nu er han igen ved at få sig et liv - og en kæreste. Indtil han på ny får et glimt af Lisa og atter er besat! Planerne om bryllup og karrierespring bliver straks nulstillet, og vi tvinges ud i de vilde gætterier af en ret effektiv vekslen mellem hans selvforglemmende eftersøgning nu og så flashbacks til deres altopslugende kærlighed dengang. Var hun bedrager? Gift med en anden? Død eller levende? Rent fantasifoster? Bedst som han (og vi) tror hende genindfanget, står han over for en vildfremmed kvinde med samme navn, tøj, lejlighed osv. Ikke sært, at manden søger hjælp hos sin jordbundne ven Luke, der ellers har nok at gøre med at bage på Alex, en ung skuespillerinde over for en stor Shakespeare-udfordring. Viola i 'Hellig Trekongers Aften' er det vist, i hvert fald, og ikke tilfældigt, et af forklædnings- og forvekslingsdramaerne. Suspensemester Hitchcocks 'En kvinde skygges' citeres også lovligt koket og påklistret, da en nøgle skal fiskes op gennem en kloakrist. Store navne at sammenligne sig med - for store. Spændingsmaskinen virker sådan set, men mon den skotske instruktør med en fortid som modefotograf nogensinde har hørt om personinstruktion? Josh Hartnetts stenfjæs er valiumagtigt stillestående trods al omkringfaren og påstået lidenskab; Diane Kruger har nu lært sig præcis to udtryk mere end dét ene, hun flottede sig med som den skønne Helene i 'Troy'; og som vennen har Matthew Lillard sit hyr med at skrue ned for 'Scooby Doo'- og 'Scream'-grimasserne. Kun Rose Byrne (Briseis i 'Troy') røber her som veninden Alex et lovende skuespiltalent for den desperat bristefærdige neurose camoufleret som myg selvudslettelse. Hendes fortjeneste er det, hvis man endnu en uge efter biografbesøget kan huske denne habilt sammenskruede, men debilt spillede prætentiøse bagatel. Titlen er de elskendes mødested i byen, for noget skulle filmen jo hedde.