Man kan forestille sig, at 'Hotel Rwanda' er en film, som amerikanerne elsker af hele hjertet. Den taler til amerikansk selvforståelse, når den er bedst: heroismen, det enkelte menneskes eksemplariske mod i en håbløs situation, og sentimentalt nok sejren - i hvert fald den enkeltstående sejr for dem, vi elsker. Don Cheadle, som spiller hovedrollen, blev nomineret til en Oscar, men vandt ikke. Det burde han have gjort. Katastrofen i Rwanda i 1994, da hutu-ekstremister nedslagtede næsten en million tutsier, uden at resten af verden gjorde nogen indsats for at forhindre tragedien, er blevet handlingen i denne film, som også, uden at sige det højt, formaner os til at gribe ind og gøre forskel i andre konflikter, som siden er opstået, mens vi stadig slås med vores passivitet. I en nøglescene i 'Hotel Rwanda' ser man den oberst, som har kommandoen over FN-hjælpetropperne, ankomme med soldater til Hotel Des Mille Collines i Kigali, hvor ejeren, Paul Rusesabagina, står i døren og spejder efter hjælpen. Selv er Rusesabagina hutu, men hans kone er tutsi, og hele krigen er ham modbydelig. Hans virksomhed har været præget af en vis kynisk ekspertise i den forretning, som lever af bestikkelse - penge for tjenester, cigarer fra Castro, fordi det er 'stil', og whisky - alt hvad der er praktisk og godt, for at freden skal blomstre blandt hans gæster, og hotellet skal trives. Men uden for hotellets mure er freden for længst blevet brudt af truende meldinger om drab og overfald på tutsier. En ærkeamerikansk, undskyld ærkeafrikansk livsform, der nærmer sig moral, er ved at gå i tusind stykker, opildnet af hutuernes had og stemmerne i radioen: Fæld de høje træer! Befri landet for tutsikryb! En borgerkrig er under opsejling, men endnu kan situationen vel reddes ved hjælpen fra FN. Man ser det i øjnene hos Don Cheadle, som spiller Rusesabagina: Langsomt registrerer øjnene bekymring, og derpå frygt. For oberstens melding er klar og forfærdende. FN er kommet for at evakuere de hvide gæster og overlade de sorte til deres skæbne. »Verden er simpelt hen fløjtende ligeglad«, konstaterer den canadiske oberst og smider i raseri sin blå baret på jorden. Fra det øjeblik ser man Don Cheadle vokse i gruen: Folkemordet på næsten en million tutsier vil finde sted, og alt, hvad han kan gøre, er at udlevere sin whisky og sine Heinekenpilsnere til halvgale, ophidsede folk, som før var hans venner, men nu er grebet af den blodige kollektive retfærdighedssans, som slår ud i machete-mord og plyndringer. Så er det, at Rusesabagina træder i aktion. Hans radius er ikke større end hotellets renommé, det fineste Sabena-hotel i Kigali. FN vælger at trække 2.550 fredsbevarende styrker ud af Rwanda, mens myrderierne tager til. I to måneder holder han stand, mens han benytter en teknik, som veksler mellem smiger, bestikkelse og trusler, en enmandshær mod overmagten, kun hjulpet af sit formål, ligesom Schindler i 'Schindlers Liste': at redde så mange som muligt. Han er ikke en helt, selv om filmen et par gange for meget vil fortælle os det eksplicit - eller rettere: Han behøvede ikke at have haft mulighed for heltemod, men situationen afdækkede hans egenskaber, og det er sådan, Don Cheadle spiller ham - ikke som helt, men som en samvittighedsfuld hoteldirektør, der bare føler sig sat ind på et punkt, hvor hans natur forbyder ham at svigte. Glimrende og stærk og uforfængelig præstation. Hans kone (Sophie Okonedo, som også blev Oscarnomineret) er måske for amerikansk-sentimental en del af historien - det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men jeg tror, der er gået for meget US-intimsfære-moralitet i de tos indbyrdes forhold. Meget af det hele er i hvert fald dramatisk og kulørt i ordets pæne betydning - en massakre, vi kan holde ud til, vist i fiktionens videotape, undtagen en enkelt scene, hvor Rusesabagina kører i lig, trucken slingrer, som om den besværligt gik op ned ad bakke, men det er tutsikroppe, som ligger slagtede i lag på vejen. Anthony Lake, som var USA's sikkerhedsrådgiver under Rwandakrisen i 1994, har set filmen og genkalder sig passiviteten, som var med til at gøre forbrydelsen gigantisk. I International Herald Tribune fra december i fjor ser jeg, at han udtaler, at hans retrospektive vrede og skuffelse ikke hænger sammen med, at man tog den forkerte beslutning - men at man ingen beslutning tog. Der var aldrig et kabinetsmøde med Rwanda på dagsordenen, og Bill Clinton fik ingen politisk rådgivning om indgriben. Den scene i filmen, hvor FN-obersten forklarer, at kun de hvide skulle evakueres, blev på en måde et afgørende signal til Interahamwe, hutu-militsen, om, at det planlagte folkedrab ville kunne finde sted, mens verden diskret så til den anden side. Den virkelige Rusesabagina bor nu i Belgien med hustru og fire børn og to niecer. Hans reaktion? Skamfuldt. Sådan føler man også beretningen, mest repræsenteret i Don Cheadles ansigtsudtryk og stærke, blufærdigt-forfærdede mimik.