I begyndelsen skriver de unge soldater fra Australien og New Zealand fortrøstningsfulde breve hjem til deres mødre, søstre og kærester. Året er 1915, Første Verdenskrig er i fuld gang. Og de uerfarne soldater fra de engelske kolonilande er skråsikre på, at det bliver en snild sag for dem at indtage den arealmæssigt ubetydelige tyrkiske halvø Gallipoli og dermed bane vej for englændernes erobring af Istanbul. Englands krigsstrateger har nemlig stillet forbundsfællerne i udsigt, at de tyskallierede tyrkere vil smide deres våben og stå med armene i vejret, når skibe fyldt med soldater fra Australien og New Zealand viser sig. Med den formodning begynder den tyrkiske instruktør Tolga Orneks fortælling om slagene i Gallipoli. Hvis man kender sin førsteverdenskrigshistorie, ved man, at det britiske imperium tog fejl. Forsøget på at indtage Gallipoli blev en fiasko og en katastrofe. Kender man ikke til dén del af krigshistorien i forvejen, er de faktuelle informationer i Orneks dokumentarfilm så tilstrækkelige, at man uden problemer kan følge med. I hvert fald hvis man kan læse engelske undertekster eller forstå Zafer Ergins indtaling, for i København vises den tyrkiske version af denne rent ud sagt næsten for spændende film. Kampene om Gallipoli er i forvejen fortalt i både dokumentar- og spillefilm. Instruktøren Peter Weir lavede i begyndelsen af 1980'erne en rost version af historien med Mel Gibson i hovedrollen. Alligevel virker den nye tyrkiske dokumentar vigtig for forståelsen af, hvad der egentlig skete. Historikere fra mange lande har researchet i årevis på krigshandlingerne i Gallipoli, og Tolga Ornek lader nogle af dem videregive deres konklusioner i interviewsekvenser i filmen. Sideløbende bruger han både autentiske filmoptagelser og fotografier, omhyggelige rekonstruktioner af konkrete krigsscener samt nogle af de håndskrevne breve, man siden har fundet hos modtagerne i såvel Australien, New Zealand som i Tyrkiet. Takket være filmens oplæsninger af de personligt underskrevne breve og egentlig ganske korte informationer om brevskrivernes identitet bliver 'Gallipoli' en dokumentarfilm, hvor man føler empati for soldater på begge sider og forstår deres stigende rædsel over krigens meningsløshed. Det er ikke kun kugler og granater, soldaterne frygter i Gallipoli. Det er også fluerne, der letter fra ligenes munde for at sætte sig på den marmelade, de unge mænd er nødt til at æde, hvis de ikke skal sulte ihjel. Men spiser de den, risikerer de omvendt at dø af diarré eller andre følger af fatalt dårlig hygiejne. Soldaterne i Gallipoli skrev breve om, hvordan de på grund af vandmangel drak urin for i det mindste at få noget at drikke. Joe Murray var navnet på en af soldaterne, og i et brev beskrev han mændene i Gallipoli som omvandrende spøgelser. Hverken døde eller levende. Da ligene lå i lag, trak englænderne sig ud af Gallipoli. I oktober 1918 kunne de uden tilsvarende kampe indtage Istanbul, men det er en anden historie. 'Gallipoli' handler ikke om, hvem der vandt krigen. Den handler mest om alle dem, der tabte den.