'Ariels verden' er et ramponeret indkøbscenter, langt fra handelens hovedstrøg i Buenos Aires. En genial ramme med en fin miljøskildring i en sørgmunter novellefilm fra Argentina, som vandt juryens Grand Prix og en Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle ved sidste års festival i Berlin. For naturligvis har selv noget så umiddelbart livsforladt som et shoppingcenter sit helt eget liv med interaktion mellem butikspasserne. Det er dog ikke de mange spøjse skæbner i centeret, hvis mere eller mindre stillestående liv skildres på filmens mange biveje, der er det egentlige tema for 'Ariels verden'. Ligesom i 'The Motorcycle Diaries', der havde denne films instruktør Daniel Burman som medproducent, om den unge Che Guevaras vej til sin rolle som revolutionshelt, er dette en vinkel på skabelsen af en ung mands identitet. Vel at mærke en ung Ariel, der er splittet mellem sin jødisk-polske baggrund, sin faders svigt, et brændende ønske om at høre til de europæiske intellektuelle, affæren med den vampede indehaver af centrets netcafé og den trivielle tilværelse som medhjælp i mors lingeributik. For Ariel (fremragende spillet af den gudesmukke og charmerende Daniel Hendler) er det blevet et projekt at få sine papirer i orden, så han kan skaffe sig adgang til Europa og det Polen, hans jødiske bedsteforældre flygtede fra under nazismens trussel i 1930'erne. Samtidig er det afgørende, at han ikke kommer i kontakt med sin far, Elias (Jorge d'Elia), som forlod familien, da Ariel var nyfødt, for at gå i krig for Israel og aldrig siden er kommet tilbage. Et svigt, Ariel ikke kan tilgive, selv om hans djærve mor, Sonia (Adriana Aizemberg), synes at have det fint med faderen og i øvrigt danser lykkeligt på et teater i fritiden sammen med sin ivrige bejler. Da Elias pludselig dukker op i Buenos Aires igen, åbenbares den virkelige grund til, at han forlod familien, for Ariel og far og søn kan begynde en vanskelig genforening. På vejen mod den har man haft det glimrende i selskab med Ariel, familie og venner, som med begavet humor, småintellektuel lommefilosofi og godt skuespil er et sympatisk bekendtskab, som vil glæde elskere af fransk film. At filmens afslappede stil så gør, at historien slingrer lige så meget som det irriterende ensformige perspektiv for det håndholdte kamera med sine evindelige zooms undervejs, tilgiver man gerne.