0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I olie til halsen

'Syriana' er en film om rå magt og rådvilde mennesker i den politiske magtkamp om olien.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et diset billede af de mange troende, bedende muslimer, vi ikke rigtig kender.

Et blidt, tåget vue hen over Teherans fjerne, anonyme tage. Og så Washington, og så Genéve og så olieboringer i et fjernt land i Mellemøsten.

Hvor er vi? På spring fra sted til sted. Hvem er vi? Mennesker med hver sin skæbne i USA's spegede spil om olien og pengene.

Uanset hvor mange gange De har hørt om 'Syriana', har De aldrig hørt, hvad den handler om, undtagen i meget generelle vendinger.

Og når De ser filmen, bliver De heller ikke meget klogere. Den handler om ... Manglen på faste formuleringer skyldes, at 'Syriana' er som et abstrakt maleri, en spændende mytefilm, hvor motiverne først udvikler sig, når man betragter dem grundigt og længe.

Hver person har sin opgave og sin skæbne, men hver person forklarer ikke sin opgave for tilskueren, og morale og mening er hovedpersonen, agenten Bob Barnes, næsten ene om at tilkendegive.

Filmen har manuskript af den debuterende instruktør Stephen Gaghan, som skrev det efter bogen af Robert Baer, 'See no evil: The true Story of a Foot Soldier in the CIA's War on Terrorism' - på dansk 'Blændet', udgivet på forlaget Diorama.

George Clooney spiller agenten på vej ud i kulden, og det er takket være hans talent for at bringe emotionel klarhed ind i det dunkle, at filmen til sidst springer frem og afslører sit grelle motiv, som egentlig er enkelt: olien styrer menneskene og bringer dem i uforudsete situationer, som hverken de eller vi kunne forudse.

Der er noget drøm - eller mareridt - i den store fortælling om alt, hvad der sker i USA's jagt på olien. Vesten er kristendom, Vesten er liberalisme, Vesten er lovlydighed, men Vesten er også profitmaksimering, og først og fremmest spiller Vesten moralsk fallit i en skala, som unddrager sig den almindelige hverdagsmoral.

George Clooney tog 16 kilo på til sin rolle og virker fremragende træt og tung i rollen som Bob Barnes - agenten, der blev desillusioneret. Agent Barnes er luset i tøjet og skægget, og hans skæbne er ikke særlig lystig: En agent, som tog fejl - et vist nok hæderligt og loyalt menneske, som kom i vejen for de politiske hensigter i Washington. Han fortæller aldrig hvad han tænker - men det ses på de stadig mere lidende træk.

Kampen står bl.a. om arvefølgen i den fiktive mellemøstlige oliestat Syriana. Den ældste bror, prins Nasir, er vestligt orienteret og har givet kineserne ret til at bore efter naturgas i golfen. Det amerikanske selskab Connex har tidligere haft rettighederne, men må nu søge fusion med selskabet Killen for at opretholde produktionsniveauet.

Men før fusioneringen kan foretages, må det amerikanske Justitsministerium undersøge sagen, og advokaten Benett Holiday får til opgave at udføre fusionen, som er profitabel for USA og de vestlige interesser. Det betyder, at prins Nasir er mindre attraktiv end sin ubegavede bror, der knap nok kan holde styr på et bordel.

Hvis USA skal operere, betyder det, at prins Nasir må dø. Bob Barnes får til opgave at likvidere ham, men det går galt. En kvalmende torturscene, så ubehagelig at man kryber ned under biografsædet, bliver Barnes' løn. Og noget begynder at dæmre for ham: han er kun en såret, blodig brik i et spil, hvis regler og præmisser han aldrig blev orienteret om.

Da George Clooney som Barnes endelig handler og i desperation trækker det hvide fredsflag frem for at gribe ind i sin egen historie, er det for sent.

I en anden ende af filmen ser man diplomaten og energi-analytikeren fra Geneve, Bryan Woodman (fortræffelig, enigmatisk Matt Damon), som tilbydes kompensation for sin lille søns tragiske død hos emiren, prins Nasirs far.

Uskyldige plumper i rigmandspoolen, ingen forstår hvad der foregår - Bryan Woodmans kone (Amanda Peet) forstår heller ikke nogen sammenhænge og connections, hun iagttager bare resultatet.

Der er flere ofre i filmen end Barnes, men ingen, vi kan leve os emotionelt ind i, fordi spillet ikke handler om individuel eksistens og moral, men om funktioner og planer, som får deres egen magt og logik uafhængigt af individet.

Der er f.eks. de menige oliearbejdere, immigranter fra Pakistan, som er endnu mere rådvilde og behandles som vor tids slaver, selv om de går i blue jeans og ligner os andre. Er Koranen og den fundamentalistiske udgave af islam en redning fra uvidenheden? Et nyt problem. Som vi for tiden har tæt inde på livet, nu uskylden er blevet taget fra os .

Hele billedet er komplekst og deprimerende, og det er formentlig en af de film, Warner Bros. har haft sværest ved at få gennemført. Filmen er en kritik af USA's mellemøstpolitik, det er helt uden tvivl, men aldrig konkret i sin anklage.

Et enormt slør af uvidenhed om globaliseringens konsekvenser ligger som et mildt pastellagen over handlingen, og hvis man føler, at filmen kryber ind under huden på én, er det fordi man har gjort en indsats med den og ikke kan vælge sin hovedrollehelt, som man kunne i de gamle spionfilm.

Stephen Gaghan får ikke en Oscar for manuskriptet, som er for omfattende - og karakteristisk nok fik George Clooney en Golden Globe for sit portræt af birollen Barnes. Det er dét, han er, en birolle - præcis som vi er det, fascinerede og klamrende os til en tryghed, som i al stilhed for længst er sivet ud af århundredet.

Hen over verdenskortet løber handlingen, og ingen vil forlange, at vi løber med. Dét er en vigtig forklaring på det dybe indtryk, filmen gør.