Hvad angår skuespil og visuel fremtoning kan 'Kurtlar Vadisi Irak' ('Ulvenes dal Irak') sagtens måle sig med Hollywood og europæiske film. Når vi har fået det på rene, kan vi lige så godt konstatere, at det sådan set er tordnende ligegyldigt, for filmens politiske ærinde er så voldsomt, at det forekommer meningsløst at fortabe sig i den slags 'detaljer'. Det er formentlig heller ikke på grund af action, skyderi og vilde menneskejagter bag basaren, at et rekordstort publikum er stormet i biograferne i Tyrkiet for at se filmen. I det stadig ophedede kølvand på Muhammedaffæren er 'Ulvenes dal Irak' med sin massive kritik af den amerikanske tilstedeværelse i Irak filmisk brændstof på de bål, hvorpå Dannebrog i de seneste uger er fortæret til aske. Ydmygelse følger på ydmygelse for den muslimske verden i 'Ulvenes dal Irak', og hvis man skal tage filmen for pålydende, er der god grund til at frygte, hvordan det raseri, der for længst har præget Mellemøsten, vil opildne dem, som uden at tage forbehold ser med her. Den første ydmygelse er den virkelighedsbaserede tilfangetagelse af 11 tyrkiske elitesoldater i det nordvestlige Irak 4. juli 2003. Soldaternes ære blev krænket af deres allierede, amerikanske kolleger, som førte dem ud af deres fæstning med bæreposer over hovedet. Deres kommandør begår selvmord efter at have skrevet et brev til en vis Polat Alemdar og bedt om hævn for tabet af ære. Sammen med sin paramilitære kommandoenhed drager Polat, der er selvbestaltet og uofficiel hemmelig agent for Tyrkiet, til det kurdiske hjørne af Irak. Hvor den lede selv er løs i skikkelse af en umanerligt ubehagelig repræsentant for USA, som til fulde er udstyret med navnet Sam Marshall. Ikke alene er Onkel Sam lig med alt ondt, han bærer gud nåde og trøste os oven i købet det navn, som for de fleste europæere signaliserer hjælp til genopbygningen efter Anden Verdenskrig. Onkel Sam og hans horde af sadistiske bodybuilder-soldater 'hygger' sig i Irak med den direkte psykotiske massemorder 'Dante' i spidsen. Eksempelvis angribes en bryllupsfest, fordi deltagerne følger lokale skikke og i glæde skyder op i luften. Mange, heriblandt en lille dreng, dræbes. Andre anholdes og føres til det frygtede Abu Ghraib-fængsel, hvor der som bekendt har fundet tortur og mishandling af irakiske fanger i amerikansk varetægt sted. Men for de uskyldige bryllupsgæster er det - i filmen - endnu værre: Efter at være blevet hånet ved at blive smidt nøgne oven på hinanden, sådan som offentligheden kender det fra fotos af den virkelige mishandling, skal de nemlig ufrivilligt donere organer til aftagere i USA, Israel og Europa. Grunden til den fortsatte besættelse af Irak er altså ikke bare olie, sådan som filmen også fastholder, men også organtyveri fra uskyldige civile. Alle disse uhyrligheder mod irakerne tager Polat Alemdar og hans lille gruppe fat på at hævne sammen med den smukke enke Leyla (det var hendes bryllup, der blev stormet, og hendes mand var en af dem, amerikanerne dræbte). Portrættet af den gennemført usympatiske Sam Marshall (Billy Zane), der angiveligt er modelleret over den amerikanske leder af genopbygningen af Irak, Paul Bremer, og hans morderiske soldater vil afgjort ikke gøre noget godt for den antiamerikanske og -vestlige stemning i Mellemøsten. Hvis man altså tager filmen på ordet. Hvad man ikke bør gøre, for dens manipulering er lige så ensidig, grotesk og grovkornet som helteportrættet af den stærkt nationalistiske Polat Alemdar. Han og hans gruppe, som slipper uskadt gennem rædslerne, fremstilles som frihedskæmpere, selv om de uden skånsel myrder kurdisk-irakiske soldater. Og portrættet af den skaldede og dekadente djævel, Sam Marshall, som en lokal tredjerangsudgave af Marlon Brandos gale oberst i 'Dommedag nu', er det altså svært at tage alvorligt. Filmens vise stemme, en irakisk sheik, advarer mod vold, terrorisme og selvmordsbombere, der efter hans opfattelse kun vil gøre ondt værre og gavne Vesten. Men det synspunkt drukner i filmens voldsspiral, og naturligvis er 'takken' til den fredselskende sheik da også, at hans gård angribes og sprænges i luften af onde Onkel Sam. Ærgerligt nok. For mens det er let at godtage præmissen om, at der er grund til at se endog særdeles kritisk på invasionen af Irak og begivenhederne efter Saddam Husseins fald, er det straks sværere med den tyrkiske nationalisme og selvopfattelsen som selvbestaltede frelsere i nabolandet. På bekostning af den kurdiske befolkning, hvis skæbne nærmest er en parentes i den store historie. Der er god grund til at råbe »ulven kommer«. Og lige så god grund til at høre 'Ulvenes dal Irak' som et stærkt kritisk brøl mod besættelsen af Irak. Når blot man husker, at det trods alt 'bare' er en film.