To store skuespillere i to små lejligheder. Plus tre biroller og en fortællerstemme, der som på tv stiller de retoriske spørgsmål, der gelejder det ene afsnit af føljetonen videre til det næste. Flere elementer behøver man åbenbart ikke benytte for at skabe et bravt og ned til mindste detalje disciplineret kunstværk. I hvert fald ikke hvis de involverede parter er så modige og skarpe som i Pernille Fischer Christensens første spillefilm 'En Soap'. Fortællingen brydes undervejs af ganske få billeder af den anonyme boligblok set udefra igennem et kirsebærtræs grene i lyserød blomst. Hver gang får man lige et lille chok i systemet. Man havde jo rent glemt, at der fandtes en verden uden for de to lejligheder! Små penge og en dansk film, der foregår i den danske 2 1/2-værelses virkelighed. En kritik har lydt, at det lige præcis er dén mentalitet, der får dansk film til at lukke sig om sit småborgerlige selv. Men 'En Soap' er alt andet end provinsiel. I sit blottede kammerspil, der jager blikket helt ind i personernes selvhad og skrøbelige håb, snarere beslægtet med Fassbinder og Cassavetes. Sammen med manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson har Pernille Fischer Christensen på lavbudget skabt en film, der kunstnerisk befinder sig på alt andet end lavt blus. I en tid, hvor dansk film ellers er særdeles plotorienteret, fokuserer 'En Soap' mere rent på karaktererne og deres relationer. Det er ikke discount: ikke en billig plotfilm, der erstatter store tandhjul med små gummibånd. Er delelementerne få, er deres funktion i helheden til gengæld helt afklaret. I den alt for lyse og næsten ubeboede lejlighed er Charlotte lige flyttet ind. Hendes metier er at pleje andres udseende. Selv er hun også smuk at se på. Men lige under overfladen mosler mudderålene. Charlotte har lige forladt sin kæreste, men ved dårligt nok selv hvorfor. Hun udstråler en arrogance, hvor selvsikkerhed og selvlede er naboer, der bor ved siden af hinanden uden at kende hinandens navn. I den mørke, beklumrede lejlighed på etagen under Charlotte bor den transseksuelle Veronica, der supplerer førtidspensionen med prostitution. I sin mors øjne er hun stadigvæk sønnen Ulrik. Men hun selv, hende, der utålmodigt venter på sin kønsskifteoperation, er ikke i tvivl om, hvad og hvem hun er. To skæbner, to alt andet end entydige spejlreflekser, der ved hjælp af ringeklokkens ding-dong bliver kastet op imod hinanden. Trine Dyrholm markerer sig i disse år som en af sin generations mest glubsk grænsesøgende skuespillere. Hendes Charlotte, nonchalant udnyttende sin seksualitet, imens hun gemmer sin rådvildhed under en ironisk affejende facade, føjer sig smukt til rækken af stærke præstationer. Men her næsten overskygget af David Denciks soap-slubrende penisfange Veronica. Transvestitter og transseksuelle er taknemligt dramatisk stof med masser af kontradiktion, kolorit og kød på, men også i det lys er det et bemærkelsesværdigt følsomt portræt, Dencik tegner. Den danske skuespiller er uddannet i Sverige og indtil nu et relativt sparsomt beskrevet blad herhjemme. Det vil ændre sig. »Men hvad er det for en kærlighed, Charlotte drømmer om? Hvorfor er det så svært for hende at finde lykken?«. Ved på denne måde demonstrativt at benytte sig af sæbeoperaens klichéer får 'En Soap' skabt sig små ironiske pusterum, men humoren i filmen, og den er der faktisk en del af, får aldrig lov til at punktere den sjælelige alvor i en film, der er næsten klaustrofobisk kompromisløst ført ud i livet af Pernille Fischer Christensen. En alt andet end beskeden opvisning i begrænsningens svære kunst, og en vigtig film, der viser, at man godt kan skabe dansk filmkunst for små penge.