Man behøver ikke selv være en Fred Astaire på et dansegulv for at føle, man bliver ført hjælpeløst af sted, så snart der er dansetrin på lærredet. Ikke fordi 'Take the Lead' er nogen 'Easter Parade', 'Saturday Night Fever' eller en 'Strictly Ballroom'. Men mindre kan gøre det. I 'Take the Lead' spiller Antonio Banderas danselæreren Pierre Dulaine, der påtager sig at lære ghettoskolens værste udskud at danse foxtrot og wienervals. Hans pædagogiske ræsonnement er ikke dumt. Skal man lære at danse den slags til mere end husbehov, kræves der ikke blot musikalitet partnerne imellem, men selvrespekt, gensidig respekt, arbejdsdisciplin og vilje til at sætte sig et mål og forfølge det. Skoleinspektøren har kun hån tilovers for Dulaine. Eleverne kommer fra hjem, hvor faderen drikker, moderen trækker, og broderen er blevet gennemhullet i et narkoopgør. Hendes elever har for travlt med at overleve til at tænke på, hvordan man skal leve livet meningsfuldt. Gæt selv, hvem der trækker det længste strå i dén pædagogiske debat. En slem gang social sødsuppe må man nok sige, men lettere at sluge, fordi historien om den gode danselærer faktisk bygger på virkelighedens Dulaine og hans bedrifter. Og hvorfor ikke sige det ligeud? At jeg elsker dansefilm og ikke har det fjerneste imod film, der handler om unge mennesker fra ringe kår, der stik imod alle odds kæmper sig frem til et liv med værdighed. Det er almindeligt anerkendt, at man kan danse sig fra sine hjertesorger. Skulle man så ikke også kunne danse sig ud af sine sociale problemer? Man kan i hvert fald drømme om det, så længe musikken spiller, sorte laksko finder takten med hvide Adidas og 50 Cent og Gershwin trykker hinanden på næven i New Yorks berømte smeltedigel. De unge udgør et sympatisk ensemble, men der er skruet lovlig langt ned for det romantiske blus. Det er jo trods alt en dansefilm! »Oh, no they can't take that away from me«, som jeg stadig nynner på vej ud af biffen.