Kærlighed mellem modne eller ligefrem overmodne mennesker opstår ikke så let som mellem unge, der endnu har alle illusioner i behold; men når der først går ild i gamle huse, brænder det til gengæld rigtig godt, siger man.
Emma Thompson rundede de 50 i april i år, Dustin Hoffman fylder 72 om et par uger – og her får de os til at tro på mundheldet.
Dygtigt gjort af to store skuespillere i en på samme tid tynd og lidt overlæsset historie af instruktøren selv.
Forliste drømme
Harvey Shine bor alene i New York og komponerer reklamefilmjingles, men med ryggen mod ufrivillig pensionering, så de unge løver kan komme til.
Hans drøm om at blive jazzpianist ligger lige så langt bagude som ægteskab og skilsmisse, og nu skal han til London for at se sin datter blive gift.
Netop se, for hendes stilfulde og stenrige og oven i købet sympatiske stedfar skal føre hende op.
Harveys skepsis over for livet og sin egen evne til at leve det er ikke ubegrundet, men selvforstærkende.
Skabt til Emma Thompson
Det samme er ærkebritiske Kate Walkers brændt-barn-skepsis over for faste forhold, sløret bag en mild og venlig korrekthed og forfriskende knastør humor, der sikrer distancen til enhver – rollen er faktisk skrevet direkte til Emma Thompson.
Kate arbejder i Heathrow Lufthavn, hendes mor er selv blevet forladt og (mis)bruger nu datteren som eneste livline og fantaserer livligt om en polsk nabo, som hun mistænker for forbrydelser – en blindgyde af en sidehistorie.
Hoffman æder ydmygelserne
Den kejtede bryskhed, som Harvey akkurat bevarer sin værdighed med, er heller ikke ny for Dustin Hoffman, der med stoisk rutine æder stadig nye ydmygelser – ekskonens irettesættelser, datterens delvise fravalg som svar på hans eget, ja, sågar en telefonisk fyreseddel hjemmefra – så hans smil føles som den store lottogevinst, når det endelig bryder igennem det lille, tilknappede fjæs.
Det sker, da han på flugt hjem tilfældigt møder Kate i lufthavnen, bryder isen og lader sig overtale til at vende tilbage til bryllupsfesten – hvis ellers Kate tager med.
En ret fjollet Pretty Woman-prøve-kjoler-scene bliver jappet af, men kontakten mellem de to resignerede mennesker tror man på.
Mobiltelefoner – fra Kates mor og til Harveys firma hjemme – spiller en kæmperolle i denne film om to hardcore-singler, der er så bange for at opgive den vante ensomhed, at det er nær ved at slukke ilden, da gnisten springer.
Afdæmpet galgenhumor
Modenhedens desillusionerede galgenhumor adskiller filmen fra den tematisk beslægtede ’Before Sunrise’ med Ethan Hawkes og Julie Delpys tilfældige møde mellem to fremmede et døgn i en storby.
Men humoren er mere afdæmpet end i ’Something's Gotta Give’, hvor umodent overmodne Jack Nicholson mod sin vilje faldt for Diane Keaton.
Des mere bevægende bliver faktisk her håbet om kærlighed eller måske snarere livsvenskab på trods af alle forventninger.
Netop den psykologiske skitse og to durkdrevne skuespilleres formidabelt nuancerede spil gør en beskeden historie til godt selskab, så længe den varer.
fortsæt med at læse
