Nu 26 år efter at Kieslowski brød eftertrykkelig igennem internationalt – Golden Globe-pris, Guldpalme-nominering m.m. – med denne krystalklare gåde af en film, er det vel ikke for tidligt at give nye generationer af danske filmelskere chancen:

Franske Véronique fotograferer som turist torvet i Krakow, hvor polske Weronika tilfældigvis befinder sig, men de lægger ikke mærke til hinanden, men fortsætter hver sit liv. Født samme dag ligner de hinanden som de berømte dråber vand og spilles begge af Irène Jacob med en rolig renhed som en purung Ingrid Bergman. Weronika synger som en engel og bliver det måske?

Hun synker i hvert fald død om af en hjertefejl midt i en skønhedsåbenbaring af en koncert, Zbigniew Preisners originalmusik til en Dante-tekst. Hjemme i Paris mærker Véronique en uforklarlig smerte, som får hende til at ændre livskurs og opgive musikuddannelsen. Alt velordnet fortalt, først det polske, så det franske afsnit, sobert mesterfotograferet af Slawomir Idziak, også hans internationale gennembrud.

Er det samme kvinde? Nej. En advarsel mod ’dødbringende musik’?

Nej, nej! Et bevidst uforklaret eksempel på ’transpersonelle oplevelser’ i f.eks. den tjekkisk-amerikanske psykoterapeut Stan Grofs forstand? Ja, nok. Også om valg mellem kunsten og kærligheden, men måske især om, hvor tæt det skønnes klimaks ligger på den ultimative intethed – den ’lille død’ i erotisk sammenhæng? Filmen er en gåde, der ikke skal løses – irriterende, men smuk som et musikstykke i to adskilte og dog tæt forbundne satser.

-------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at Kieslowskis gennembrud kom for 36 år siden.

fortsæt med at læse

Anmeldelse:

Den franske film 'Hjertets Vej' skildrer stilfuldt dilemmaerne ved organdonation