Det kører mildest talt ikke for de to skønne skuespillerinder Ditte og Louise i serien af samme navn. Der er bøvl med det meste. Dog fejler humøret, selvopholdelsesdriften og evnen til at optræde pinligt samt drikke rigelige mængder af rødvin og gin og tonic ikke det mindste.
Louise er efter bruddet med sin fotografmand, som skal have barn med sin nye og yngre kæreste, flyttet tilbage til sit gamle værelse hos sin repressivt tolerante mor, og som en slags psykologisk overbygning til denne fysiske manøvre er hun gået i teenage-mode, selv om hun er midaldrende og mor.



























