Da Ridley Scotts krigsfilm 'Black Hawk Down' for nylig havde premiere herhjemme, var der røster fremme, der mente, at filmen på en alt for uholdbar måde var udtryk for selvforherligende amerikansk heltemytologi. En noget uretfærdig holdning, der næppe tog højde for, hvor ensidig og patriotisk den gennemsnitlige amerikanske krigsfilm altid har været. Tag nu f.eks. Vietnamdramaet 'We Were Soldiers', instrueret af Randall Wallace og med Mel Gibson i den altdominerende hovedrolle som oberstløjtnant Hal Moore. 'We Were Soldiers' er baseret på autentiske begivenheder, hvor den centrale episode er Vietnamkrigens første væbnede sammenstød mellem nordvietnamesiske og amerikanske styrker. Nemlig den blodige træfning i La Drang-dalen, hvor 400 amerikanske soldater under Moores ledelse var oppe mod en fem gange så talstærk fjende. Men det autentiske islæt er egentlig ligegyldigt. For filmens vigtigste funktion synes at være at fremstille den tapre amerikanske soldat i almindelighed og Hal Moore i særdeleshed i et strålende ærefrygtindgydende lys. Der synes således ikke at være nogen grænser for hverken Moores menneskelige og maskuline kvaliteter eller hans mod og opofrelse som soldat og befalingsmand. Vi følger Hal Moore i tykt og tyndt, og han viser sig at være ganske fejlfri og komplet. Han læser godnathistorier for sine små børn, han beder til Gud sammen med en af sine unge soldater, der netop er blevet far, og umiddelbart før afrejsen til Vietnam lover han i en peptalk sine mænd, at han er den første, der sætter foden på slagmarken, og den sidste, der forlader den. Sådan kommer det også til at gå. Hal Moore og hans brave mænd havner i en kaotisk og dødbringende vietnamesisk hvepserede, men midt i de blodige kampe - skildret med et stort og velfungerende teknisk register af Randall Wallace - holdes modet og den amerikanske heltemytologi sikkert oppe. På et tidspunkt er det dog ved at gå galt. De amerikanske styrker er omringet, og Hal kommer til at tænke på et historisk fortilfælde, nemlig general Custers legendariske nederlag ved Little Big Horn i 1876. Han nævner parallellen for oversergent Basil Plumley, men denne har kun en hånlig kommentar tilovers: »Custer var en tøse-dreng«.