Omme bag scenen i Christianshavns Beboerhus sidder en mand og hænger på sin stol.
Om få timer skal han spille guitar i det danske band Skammens Vogn. Men det kan man umiddelbart ikke se på Oliver Hoiness, der med sin krøllede T-shirt og sit rodede hår ligner bandets rebel, som han henslængt sidder der og forsøger at forklare, hvorfor den ufuldendte lyd tænder de tre bandmedlemmer.
»Hvis man er ekstremt dygtig teknisk, har man altid mulighed for at gemme sig bag en række forøvede floskler, som man kan trække op af rygsækken«, siger Hoiness. »Alle mulige klicheer«.
»Leder man efter musik, der skal røre én, vil man bare gerne høre en eller anden absolut tilstedeværelse hos dem, der leverer musikken«, supplerer Jakob Millung.
Han er bandets trommeslager og ham, der svarer først på de fleste spørgsmål. Han er høvdingen. Den mest strukturerede, når de arbejder med musikken, bliver de enige om. Og ham, der har det sidste ord.
LÆS OGSÅ Se hvornår din yndlingskunstner spiller på Roskilde
Forsanger Nikolaj Zeuthen, der også er forfatter, sidder ret op på stolen. Sirligt klædt, med runde briller og skjorten knappet helt op. Han er den ordentlige, familiefaren. Men hans vokal er lige modsat – skæv, eksperimenterende og til tider lidt ved siden af.
Det samme kan man sige om Skammens Vogn. Et band, der med deres egen aparte og skramlet poetiske stil har gjort det til et varemærke at bære alle følelser uden på sangene. De kan godt lide musik, der ikke rigtig kan genrebestemmes, forklarer de. Musik, som ikke rigtig ved, hvad den selv vil. Og musik, der får sin lytter til at tvivle på, om man skal grine højt eller blive rørt til tårer.
Skam er godt
Det er den vaklen, de jagter i Skammens Vogn. Og de gør det godt. Da bandets tredje album, ’Asfalt’, udkom sidste år, fik det fem hjerter af Politikens musikredaktør Simon Lund, der kaldte albummet »eminent« og roste sangene for deres evne til at »sætte fingeren på alt det, der hele tiden glider os af hænde i livet«.
LÆS ANMELDELSEN
Smuk sang-lyrik messer som en tackling uden benskinnerTil sommer spiller Skammens Vogn på Roskilde Festivals intime Gloria-scene. Men først gælder det den lille scene i huset på Christianshavn en dag i starten af 2014. Her griner folk lidt forlegent, da bandet nogle timer senere går på scenen. Som om de ikke rigtig ved, hvilke folder de skal lægge deres ansigter i, når Nikolaj Zeuthens uskolede, men karismatiske vokal gjalder ud i det lille lokale.
Men det er helt fint. For skam og skyld har altid interesseret de tre, fortæller de. Selv bandnavnet opstod som følge af noget pinligt.
Nikolaj Zeuthens kæreste havde købt nogle reoler på Vesterbro, men fordi parret bor på Frederiksberg, skulle reolerne fragtes et stykke vej. Af ren og skær nærighed ville kæresten dog ikke betale for en taxa, så i stedet lånte hun en massiv trækvogn af metal, så hun selv kunne trække reolerne hjem til Frederiksberg. En dag, da Jakob Millung kom på besøg, havde Nikolaj lovet sin kæreste, at de to gutter nok skulle aflevere den gigantiske trækvogn tilbage.
»Vi kom trækkende med den der vogn, der larmede helt usandsynlig meget, og vi skulle hele tiden forbi folk. Det var generelt en vildt uskøn oplevelse«, fortæller Jakob Millung.
Roskilde Festival har over seks millioner til uddeling»Så blev vi enige om, at den vogn måtte hedde skammens vogn, for det var sådan en pinlig affære«, fortæller han.
På den måde kom bandet til at hedde Skammens Vogn.
Også fordi det stemte overens med nogle emner, som altid har interesseret de tre venner: skamfølelse, skyld og pinlige situationer. Den slags. Hverdagssituationer som den med vognen er ofte kernen i Skammens Vogns tekster.
Stor musikfestival er på vej til København»Sangen ’Tak, mor’ handler for eksempel om en akavet cirkustur, hvor man virkelig gerne vil vise sin mor, hvor glad og taknemmelig man er, men hvor alting også på en eller anden måde går galt og er kikset«, siger Nikolaj Zeuthen.
»Og så var der bare noget med den vogn. Skammens vogn. Man kan invitere folk op i vognen. Køre et sted hen sammen. Måske i grøften«. De griner.
Følsomme drenge
De har også kendt hinanden i mange år. Alle tre er vokset op i København. De har boet sammen på kryds og tværs. Festet sammen og tilbragt en enkelt nat i detentionen for drengestreger. Og så har de alle en karriere ved siden af Skammens Vogn. Oliver Hoiness og Jakob Millung spiller også med andre bands. Og Nikolaj Zeuthen har blandt andet skrevet romanen ’Verdensmestre’ og digtsamlingen ’Oliebål’.
Skammens Vogns tekster er enkle og dybe på samme tid. Ifølge drengene selv er de alle frygtelig pseudospirituelle. Og meget sentimentale. Det kan forvirre publikum med så mange følelser i så relativt banale tekster. Nikolaj Zeuthen håber, at publikum får noget ud af teksterne – at de reflekterer over, om de også har de tanker, han beskriver. Selv kan han blive meget rørt over sine egne tekster.
»Det er ikke noget, jeg er stolt af«, siger han. Men sådan er det bare.
LÆS OGSÅ Dystre King Krule: »Jeg tror, jeg er blevet en okay person nu«
Jakob Millung smiler.
»Der er altid en, der græder i øveren. Det sker tit. Men det har da aldrig været mig? Det er så patetisk. Vi græder over al vores frygt«.
Midt på scenen i beboerhuset sidder Nikolaj Zeuthen på en stol. Koncerten er ved at være forbi. Han synger med lukkede øjne. Da tonerne fra ’Tak mor’ hører op, kigger han ud på publikum. Sangen har rørt ham - hans øjne er våde.
fortsæt med at læse
